Vi er vilde med godt indhold. Derfor vil vi også til hver en tid sige, at indholdet er vigtigere end formen på dit blogindlæg. Men formen er ikke uvæsentlig. Særligt ikke i en tid, hvor der er overload af indhold derude. Derfor vil vi her give dig den opskrift, vi følger, når vi skriver blogindlæg både i bureauet og for vores kunder.
For gode blogindlæg er guld. Lad os bare være helt ærlige – dine blogindlæg er også en langsigtet strategi. Men når de så først ligger derude, så vil de tiltrække trafik til dit website uge efter uge, måned efter måned og år efter år. Derfor er de vigtige. Og derfor er det vigtigt, at de er fyldt med godt indhold og bygget op på en måde, der både gør din læser tryg og tilfreds.
Fedt, det er jeg virkelig beæret over. Du skal være opmærksom på, at de råd, du får i denne artikel er baseret på blogindlæg skrevet med henblik på at skabe trafik fra Google og overbevise læseren om, at afsenderen, som ofte er en virksomhed eller en selvstændig erhvervsdrivende, er troværdig og en ekspert i deres branche (det er med andre ord markedsføring).
Det kan være, at din lærer og det materiale, de bedømmer dit arbejde efter, er baseret på andre typer af blogindlæg, for eksempel blogindlæg skrevet mere som personlige blogindlæg, hvor afsenderens formål er at skabe debat eller formidle deres egen holdning til et emne.
Et blogindlæg er stadig et blogindlæg, og dette bureau har skrevet dem med stor succes i mange år for os selv og vores kunder. Det her er vitterligt opskriften. Men vær opmærksom på, hvordan din lærer definerer et “rigtigt blogindlæg” … det er trods alt din lærer, der skal vurdere din opgave og ikke sådan nogle som mig.
Rigtig god arbejdslyst – jeg er sikker på, at det bliver godt.
Kh fra Vibeke (tekstforfatter, content marketing specialist og chefen for det hele her)
I dette blogindlæg vil vi blandt andet fortælle dig om …
- hvorfor titlen på dit blogindlæg er vigtig, men ikke altafgørende.
- hvordan du får det visuelle og dine ord til at spille sammen.
- hvorfor du skal bruge din indledning som en appetitvækker – og hvordan du gør det.
- hvor langt et godt blogindlæg skal være (og om det overhovedet giver mening at sige noget generelt om længden på blogindlæg).
- hvorfor du skal skrive til mennesker og ikke til robotter.
- hvordan du bruger dine sociale medier til at få flest mulige øjne på dit indhold.
Du får med andre ord de 9 elementer, som vi bruger, når vi skriver blogindlæg både til os selv og for vores kunder.
Hvad er et blogindlæg?
Lad os først og fremmest lige få det her helt på plads. Så vi starter det samme sted. Det kan være, du kalder dem artikler eller noget helt andet. Men det er i sidste ende det samme, hvis du kan nikke genkendende denne definition:
“Blog posts allow you and your business to publish insights, thoughts, and stories on your website about any topic. They can help you boost traffic, brand awareness, credibility, conversions, and revenue.”
Definitionen er fra Hubspot Academy og rammer meget godt ind i, hvad det er en blog kan. For ja, den kan give trafik til dit website (hvilket jo er både fedt og vigtigt for din forretning). Men bloggen giver dig også et rum til at dele dine tanker, din erfaring, dine holdninger og din viden med mennesker, der kan have brug for hjælp fra en som dig. Din blog er nemlig et eminent værktøj til at give dig ekspertstatus inden for dit fagområde.
Et blogindlæg er med andre ord en artikel eller en længere tekst, der giver værdi for læseren enten ved at informere, underholde eller på anden måde bidrage til en god oplevelse. På sigt er det enkelte blogindlæg med til at varme læseren op til at rykke tættere på en konvertering for eksempel i form af køb eller tilmelding til et nyhedsbrev.
Og apropos eksperter. Inddrag gerne flere, når du arbejder med din blog. Det vil kun gøre dine blogindlæg bedre – og dig til en bedre skribent. Du kan læse mere om tekst til hjemmeside i vores blogindlæg her.
Hvordan får du overhovedet ideer til blogindlæg?
Inden du for alvor skal i gang med at skrive, har du brug for et emne. Vi hører tit vores kunder sige, at de ikke aner, hvad de skal skrive om. Men lur os, om du ikke får 1000 idéer, når du først får begyndt.
For at få idéerne til at komme anstigende i en lind strøm, kan du …
- reflektere over, hvilke spørgsmål dine kunder oftest stiller dig (på den måde får du også gjort dine leads brandvarme, længe inden de kontakter dig og er klar til at trykke på køb-knappen).
- gå et smut på Google. Kig, hvad dine konkurrenter skriver om. Måske har du en anden vinkel eller et andet perspektiv, som verden (og dine kunder) har brug for?
- få hjælp af en SEO-ekspert, der kan fortælle dig, hvad dine kunder søger efter på Google.
Nu har du idéen, så er det tid til at tænde computeren og komme i gang med at skrive. Til det formål får du her som nævnt de 9 elementer, vi har in mente, når vi skriver blogindlæg.
#1 Dit blogindlægs titel er vigtig – men den kommer ikke til at afgøre det hele
Den her kan godt give både koldsved og skrivekrampe. Men lad os få en ting på det rene: Du behøver ikke opfinde den dybe tallerken, når du skal finde på en titel til dit blogindlæg. Så længe den tydeligt fortæller, hvad læseren kan forvente at få ud af dit blogindlæg, er du rigtigt langt.
Så træk vejret og mærk presset forsvinde fra dine skuldre. Du behøver ikke finde på alle mulige popsmarte overskrifter (der måske i virkeligheden slet ikke er dig). Bare sig det, du vil sige. Og vend så tilbage til dit blogindlægs titel senere, hvis du får en god idé.
#2 Gør dit blogindlæg lækkert at kigge på
Vi elsker ord. Men vi ved også, at de rigtige ord og billeder sammen kan skabe magi. Derfor skal der selvfølgelig være styr på begge dele, når du skriver blogindlæg. Vælg et lækkert billed, som featured image. Et billede, der visuelt opsummerer alt det, du siger med ord i blogindlægget. Det billede, som din læser møder på både LinkedIn og Facebook, inden de klikker sig ind for at læse mere. Med andre ord er det en appetitvækker. Og en virkelig vigtig en af slagsen. Du kan læse mere om, hvordan du optimerer billedet, så det passer til formatet på Facebook, her.
Og så er der billederne undervejs i dit blogindlæg. Vi bruger dem som visuelle stopklodser gennem vores tekster. Hvis du for eksempel har en pointe, du gerne vil fremhæve, kan du med fordel gøre det ved også at tilføje et billede, der viser den ting, den følelse eller noget helt tredje, som du formidler.
Det er selvfølgelig vigtigt at sige, at uanset hvor flotte billeder du vælger, vil det aldrig kunne gøre det op for, hvis dine ord ikke er ægte og stærke (men det bliver de, bare vent og se). Billederne er i vores optik bare kirsebærret ovenpå isdesserten, og når nu du er i gang, kan du jo lige så godt gå all in.
#3 Fang din læsers opmærksomhed med en stærk indledning
Så du har en stærk titel. Og billederne er også så småt på plads, men hvordan får du lagt godt fra land i din indledning?
Du kender din målgruppe allerbedst. Derfor ved du, om du skal være lidt kæk, frisk eller forsigtig i begyndelsen af dit blogindlæg. Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Det handler alt sammen om, hvad din målgruppe er til, og ikke mindst, hvordan du er. For du skal lyde som dig og ikke som alle mulige andre. Gør det der føles naturligt – det er med garanti også det, din målgruppe vil reagere bedst på, fordi du virker troværdig og naturlig.
Vi mennesker utålmodige, når det kommer til online indhold. Hvis noget ikke fanger vores interesse helt fra starten af, så er vi hurtigt videre. Derfor er indledningen i dit blogindlæg vigtig. Og du kan bruge den klogt. Blandt andet til at skabe overblik over resten af blogindlægget. Vi kan godt lide at lave en opremsning af, hvilke punkter læseren vil kunne forvente af blogindlægget (hvis du går tilbage til starten af dette blogindlæg, kan du se, hvad vi mener). Og hvis du laver punkterne til anchor links, vil den meget utålmodige læser også føle sig imødekommet, fordi han eller hun kan springe direkte til de afsnit, der er relevante for ham eller hende.
#4 Formatér dit blogindlæg korrekt – brug gerne punkter, hvis det giver mening
Når nu vi er ved det ved utålmodige læsere, så betyder det faktisk også noget, hvordan du formaterer dit blogindlæg for eksempel i forhold til punkter. 7 gode råd er altid dejligt overskuelige at gå til som læser – og du vil få langt de flestes opmærksomhed, fordi det kræver mindre at skimme 7 punkter end selv at skulle udlede de 7 gode råd.
Det her punkt er ikke obligatorisk. For det kommer helt an på, hvad det er for et blogindlæg, du skriver. Nogle gange er det lige til højrebenet at lave en punktopstilling, og andre gange bliver det unaturligt og forceret. Så tag et kig på dit blogindlæg, og se, hvad der giver mening. I dette blogindlæg har vi for eksempel valgt at fremhæve de 9 elementer, som vi bruger, når vi skriver blogindlæg. Men det skal som sagt give mening, og det gør det ikke altid, derfor er du nødt til at overveje dette punkt ved hvert enkelt blogindlæg, du skriver.
#5 Vær klar i spyttet om, hvad kunden skal gøre aka en tydelig Call to Action
“Hvad vil jeg gerne opnå med det her blogindlæg?” Det spørgsmål er du nødt til at stille dig selv, hver gang du sætter dig til tasterne.
Svaret er ikke, at du gerne vil dele din viden om X og Y med dine læsere. Selvfølgelig vil du dele ud af din viden. Det er jo derfor du blogger først og fremmest.
Nej, hvad er dit strategiske mål med blogindlægget? Vil du gerne have læseren til at tilmelde sig dit nyhedsbrev, købe et produkt eller noget helt tredje? Så er det dét, du skal arbejde målrettet hen imod, når du skriver dit blogindlæg. Og det er den Call to Action, dit blogindlæg skal afsluttes med. Sådan at din læser på intet tidspunkt er i tvivl om, hvad næste skridt er. Du skal med andre ord være tydelig omkring formålet med dit blogindlæg – det kræver, at du selv ved, hvad formålet er, og at du har en strategi. Læs mere om, hvordan du lægger en content marketing strategi her.
#6 Hvor langt er et blogindlæg?
Data indsamlet af medievirksomheden Medium viser, at lange tekster performer langt bedre end korte tekster.
Selvfølgelig skal teksterne være gode.
Sindssygt gode.
Velskrevne og lette at konsumere.
Det er uanset længde.
Medium har i deres Datalab undersøgt den optimale længde på et blogindlæg. Og det viser sig, at blogindlæg, der tager 7 minutter at læse, fastholder læsere i længst tid (og det er det, vi gerne vil opnå … ikke bare hastige kliks og scanning af halve overskrifter).
Det svarer cirka til 1600 ord.
Det kræver selvfølgelig, at teksten er velskrevet og velkomponeret. Og at der hele vejen igennem denne lange rejse ligger små treats til læseren i form af billeder, grafer, gifs og gennemarbejdet formatering.
Og det er hårdt arbejde. Det ved du godt. Det er derfor, du læser med her. Så du kan komme i gang med at skrive de helt rigtige tekster til din målgruppe.
#7 Du skriver til mennesker og ikke til robotter
Hvis du kommer til at arbejde sammen med os en dag, vil det ikke være sidste gang, du hører os sige det.
Ville du ikke føle dig en smule forkert, hvis vi fortalte dig, at denne artikel udelukkende var skrevet for at ranke højt på Google og ikke for at inspirere dig?
Sådan skriver vi aldrig blogindlæg i bureauet. Vi skriver til dig. Og ikke til Google. Men.
De to mål kan sagtens falde sammen og give samme resultat.
Derfor er det vigtigt at søgemaskineoptimere dit blogindlæg. Det kan du blandt andet gøre ved at installere et godt SEO-plugin (vi bruger det plugin, der hedder WordPress SEO af Yoast) og optimere det via dette og holde dig for øje, hvad din målgruppe er interesseret i at læse om og på den måde skrive om emner og bruge ord, der er gode keywords.
Men sørg for først og fremmest at skrive dine blogindlæg til mennesker, og lav så de tiltag, der skal til, for at Google også får en bid af kagen.
#8 Fortsæt dialogen ovre i indbakken
Forestil dig, at din drømmekunde læser dit blogindlæg. Han eller hun suger hvert et ord til sig og føler sig virkelig både set, hørt og forstået, når blogindlægget er læst.
Men. Så sker det, der ikke må ske.
Han eller hun får lukket fanen med dit blogindlæg og kan død og kritte ikke huske, hvad du hed eller hvordan han eller hun fandt dit blogindlæg. Hvis dit blogindlæg er virkelig godt, forsøger han eller hun måske at finde dig frem på Google. Men hvis det ikke lykkes ret hurtigt, så er slaget tabt. De kommer ikke tilbage.
Shit. Hvad så nu?
Du skal gribe dem, inden det sker. Ved undervejs i blogindlægget at gøre det nemt og bekvemt at fortsætte relationen, for eksempel ved hjælp af en optin til dit nyhedsbrev, så jeres relation kan fortsætte i indbakken.
Vil du have dit blogindlæg delt rundt på de sociale medier og få dine glade læsere til at hjælpe dig med at inspirere endnu flere?
Så er det med at få sat nogle sociale deleknapper nederst (og evt. også øverst) på dit blogindlæg.
Vi bruger det plugin, der hedder SumoMe. Det er let at gå til. Og husk så – hvis dit primære mål med dit blogindlæg er, at din læser deler det på de sociale medier, så er det, hvad dit Call To Action skal opfordre til.
Udover de sociale deleknapper leverer vi også altid det, vi kalder “teasertekster” i vores content marketing-samarbejder. Teaserteksterne er til for eksempel LinkedIn, Instagram, Facebook, nyhedsbrevet eller hvor end din målgruppe nu er henne. De har til formål at få så mange øjne som overhovedet muligt på dit indhold. Det indebærer også, at du skal lave en content marketing kalender, så du får lagt en plan for eksponeringen af dit blogindlæg. For hvad hjælper det, hvis du udarbejder det ene velskrevne og gennemarbejdede blogindlæg efter det andet, men ingen af de rigtige mennesker ser det?
Blogindlæg: Eksempel, der konverterer og performer godt
Lad os komme med et konkret eksempel på et blogindlæg, vi har skrevet med vores 9 elementer in mente. Dette blogindlæg både performer og konverterer rigtigt godt.
Blogindlægget handler om forældrefremmedgørelse, og du kan læse det i dets fulde længde her.
Som du kan se i eksemplet herunder, bruger vi i indledningen nogle overordnede spørgsmål til at vise læseren, hvad han eller hun kan få svar på i blogindlægget (jf. element 3):
Det gør, at selv den utålmodige læser hurtigt kan finde ud af, om det er relevant for vedkommende at læse videre eller ej (i stedet for at de blot giver op efter titlen, fordi du ikke viser dem vejen).
Uanset hvor godt et blogindlæg er, så er det i løbet af de sidste linjer, at du skal sætte retningen for resten af jeres dialog. Det er som sagt her, du skal gribe din læser, sådan at de ved, hvad næste skridt er (jf. element 5). Se, hvordan vi gjorde det i blogindlægget om forældrefremmedgørelse her:
I blogindlægget har vi desuden fokuseret på, at billederne skulle understøtte blogindlægget overordnede fokus: Børnene. Og at det visuelle også skulle vise, at Bettina anskuer emnet fra børnenes perspektiv (jf. element 2). Derfor har vi brugt følgende billeder:
Titlen på blogindlægget er “Forældrefremmedgørelse: Når du og dit barn bliver ofre”. Kort og to the point, men de få ord siger alligevel meget om, hvad Bettinas syn på emnet er (jf. element 1).
Vi har desuden søgeordsoptimeret blogindlægget ud fra “forældrefremmedgørelse” for (jf. element 7), at flest muligt kan få gavn af Bettinas viden, når de går på Google. Det har resulteret i, at blogindlægget i skrivende stund ligger på side 1 på Google, som du kan se herunder. Gode blogindlæg tager tid, men de er også rigtig god forretning.
Husk at blogge med et formål, og hold på formerne
Det er vigtigt, så du ikke forvirrer dine læsere. Og måske endnu vigtigere: Hold på formerne for din egen skyld også. For når vi har en opskrift og nogle delelementer, som vi ved er vigtige, bliver det også mere overkommeligt overhovedet at få begyndt.
Vi håber, du kan bruge de 9 elementer, som vi altid har for øje, når vi skriver for os selv og for vores kunder. For content marketing er vejen frem. Og vi håber, du vil med.
Du kan også se eller gense Vibekes webinar om blogindlæg her, hvor du får tekstforfatterens gennemtestede opskrift på succesfulde blogindlæg, der giver dig mere trafik, flere kunder og får dit budskab ud på en stærk og personlig måde.