I ægte B.S. Christiansen-stil tog jeg børnene med ind til byen en eftermiddag for at kigge på rygsække til årets Grækenlandsrejse. Vi lever efter princippet: Pak ikke mere, end du kan bære (gælder ikke for babyer, der skal have 2 ugers libero med, men ellers gælder det uden undtagelse).
Jeg havde været på nettet. Hvad havde du regnet med? Googlet, sammenlignet, læst og målt. Rygsækkene skulle være ergonomisk korrekte til de små rygge. De skulle veje mindst muligt. Og så skulle de kunne tages af og på uden det store besvær. Som den store tilhænger af World Wide Web og al dets frihed og information, så er nogle ting bare bedst i den virkelige verden. Rygsække, for eksempel.
Vi hoppede derfor i clio’en, kørte ind til Odense og gik ind i en butik for det ægte friluftsfolk. Som jeg hurtigt forstod på sælgeren i butikken (det var en hardcore ranger-type, der fik vores kommende græske øhop-tur til at ligne en tur i Lalandia), så var der kun én taske (hvad jeg senere erfarede var, at det betød, at de kun havde én taske). Den kunne så til gengæld det hele. Spændes ud og ind. Strammes op og ned. Med kompas og plads til alverdens sikkerhedsforanstaltninger (skulle man falde i et hul eller blive væk i en snestorm). Cool nok. Min indre B.S. Christiansen livede op og tænkte allerede i indkøb af karabinhager og pandelygter.
Og så var den dyr. Hamrende dyr. Over dobbelt så dyr som de rygsække, jeg havde googlet mig frem til på los World Wide Web. Men god service og vejledning betaler jeg gerne for. Jeg kunne mærke, at jeg havde den store pung med. Kalkulerede og var allerede i gang med at halvere sommerens madbudget, alt imens min datter blev betasket.
Rygsækken fandtes kun i én farve, og vi skulle have to rygsække
Der var dog et problem. Og det var et af de forfængelige af slagsen. Sådan helt og aldeles forfængeligt. Det havde noget at gøre med identitet og farver. Æstetik og smag. Og her var vi milevidt fra sælgerens forståelsesramme. Men ikke desto mindre: Det var der, vi var. Lige på vippen til at være de rene charterturister med mariehønetrolleyen og all inclusive-pakken.
Rygsækken fandtes kun i rød. Hvilket for min datters vedkommende var spiseligt og til at leve med, når nu producenten ikke har forstået, at 8-årige piger er nede med turkis i dette årti. Men min søn på 6 år var ikke begejstret for at skulle gå med den samme farve som storesøster. Og jeg var (og er) på bølgelængde med mine børn. Det var en dyr rygsæk. De skulle knuselske den, de børn.
Vi kunne sagtens gå ind i en større diskussion om køn og samfundets normer, og drenge/piger og barbie/superhelte. Men det gør vi ikke. Det gør jeg i alle fald ikke. Mine børn skulle gerne have en rygsæk i hver deres farve (uagtet farverne). Det var min mission. Og det forklarede jeg så hr. ranger. Jeg var så relativt godt informeret hjemmefra, at jeg vidste, at der var som minimum ét mærke mere, når det kom til gode rygsække til børn i mine børns størrelse. Minimum ét mærke mere. Sandsynligvis to eller tre (og jo da, i hvert fald en håndfuld andre butikker i byen… også indenfor wild life explorer-segmentet).
Himlen med øjnene sælger ikke
Som sagt sad mastercardet løst på mig. Jeg havde i butikken under denne seance besluttet mig for at ville købe rygsækken til vores datter og så gå på jagt efter en anden rygsæk til vores søn. Jeg var fast besluttet på, at vi ville bruge vores penge her, da jeg følte vi var i rangersegmentets højborg og derfor kunne stole på den vejledning, vi fik.
Så jeg forklarede sælgeren, at de ikke skulle have den samme rygsæk, og om han kunne undersøge, hvorvidt de kunne få en rygsæk hjem i et andet mærke i en anden farve.
Se (eller læs). Det var alligevel for åndsvagt for ham. Og han fortalte, at hvis det var ham, så ville han være fløjtende ligeglad med, om rygsækken var rød, og om børnene fik den samme farve. For det var jo ikke det, det kom an på. Alt i mens han himlede med øjnene. Himlen med øjnene får mig til at se rødt. Du er advaret.
Jeg gentager lige: Himlen med øjnene sælger ikke. Hverken rygsække. Eller serviceydelser. Hverken til mødre. Eller forretningspersoner.
Jeg kunne sagtens følge ham langt hen ad den besværlige vej. Jeg forsøgte at operere inden for samme referenceramme som ham.
Men når regnskabet var gjort op, og vi havde at gøre med en korrekt ergonomisk og holdbar rygsæk, så var farven ikke ligegyldig for os. Det var den bare ikke.
Hvad der skete derefter var lettere mudret. Og aldrig så perfekt, som når vi efterrationaliserer. Men jeg fik samlet vores ting sammen og gelejdet mine bøn ned ad trappen, alt imens jeg fortalte ham, at så måtte vi forsøge at finde et andet sted. Man skal aldrig himle med øjnene ad mig. Aldrig. Det er et no go. Og det er et imperativ, der gælder universelt. Værs’go og tag det med dig. Du vil se, at den er god nok.
Dine kunder har ikke altid ret, men de er aldrig dumme
Og hvordan gik det så med rygsæksprojektet? Vi har købt selvsamme røde rygsæk online. Vi har jo fået grundig vejledning i den, og vi ved, at den passer perfekt til vores datter. Vejledningen har vi ikke betalt for, og vi fik den langt billigere online. How cool is that?
Rygsækken til vores søn er næste mission, og vi går på med krum hals og et brandvarmt mastercard, når vi besøger en ny butik og satser på at møde en rar Baden-Powell-type.
Ligegyldigt om du sælger bodystockings, løbesko eller digitale workshops, så er du altid eksperten på dit område. Dine kunder opsøger dig, fordi du ved ting. Ligesom vi hoppede i clio’en og kørte ind til Mister Ranger. Du ved ting, din kunde ikke ved. Han vidste ting, jeg ikke ved. Sådan er det også hos mig i min forretning. Mine kunder vælger mig, fordi jeg er ekspert og har en viden, som de ikke har.
Men vær 100 % bevidst om, at de lige så godt kan vælge en konkurrent. Og det gør de, hvis du trækker arrogancekortet. Der er ingen, der kan lide at blive talt til som en debil. Så gelejder de deres ensemble og deres brandvarme kreditkort ned ad trapperne og hen til konkurrenten.