Som Vibeke tidligere har skrevet, er en tekstforfatter ikke en korrekturlæser. Man kan derfor sagtens være god til at skrive uden (nødvendigvis) at være et “grammatikorakel”, og tekstforfatterens opgave er ikke at skrive fejlfrit, men at skrive en tekst, der kan lykkes med at nå et givent forretningsmål.
At gennemlæse og rette fejl i en tekst er korrekturlæserens opgave og allersidste skridt, inden den bliver sendt ud i verden. Det er derfor korrekturlæserens opgave, at den endelige tekst fremstår så knivskarpt som muligt, så at målet med teksten nås – eller i hvert fald har potentialet til at nås.
Læs videre og få svar på, hvad korrekturlæsning er, hvorfor det er vigtigt, og sidst – men ikke mindst – kommer jeg med 7 sproglige og grammatiske fejl, jeg typisk støder på i tekster, og mine rettelser heraf. Dem kan du tage med dig og huske på, når du skriver – uanset i hvilken kontekst. Ved at kende disse fejl kan du fjerne dem fra dit sprog og forbedre det – næsten i løbet af ingen tid.
Den grove og den grundige korrekturlæsning
Der er (minimum) to måder at læse korrektur på, som man alt efter temperament og tekst kan skifte imellem. Den ene er den grove korrekturlæsning: Her læses korrektur med fokus på stavning, tegnsætning og grammatik – hvor alle ordene stadig er afsenderens, blot nu efterset i henhold til dansk retskrivning.
Den anden er en mere grundig korrekturlæsning: Her læses korrektur med fokus på stavning, tegnsætning, grammatik OG sproglige forbedringer. Afsenderens budskab og den grundlæggende tone i sproget er stadig det samme, men for eksempel kan jeg finde på at fjerne, forkorte eller redigere sætninger, der er tautologiske, for lange eller indeholder fremmedord.
Jeg foretrækker selv den grundige korrekturlæsning, fordi det efter min mening er meningsløst at sætte komma og punktum i en tekst, hvis sætningerne i sig selv lyder som det rene volapyk eller forstyrrer læseren på den ene eller den anden måde. Så er en grov korrekturlæsning ikke nok til at løfte teksten. Sproglige forbedringer kan, udover ovenstående, være alt lige fra bedre overgange fra ét afsnit til et andet til at erstatte ord eller sætninger eller rykke rundt på dem for at skabe en mere flydende tekst.
Hvorfor er det vigtigt?
“Hvorfor er det overhovedet vigtigt at læse korrektur?” tænker du muligvis. “Kan det ikke være ligegyldigt?”. Nej, påstår jeg: Det er det ikke, og det kan det ikke være. Enten selv at læse korrektur på sine tekster eller at få en anden til det er møghamrende vigtigt af flere årsager. Uden tekstforfatteren ville der ikke være nogen tekst, men det er korrekturlæserens job at få teksten til at fremstå så skarpt som muligt, så at målet med teksten nås helt og ikke kun halvt.
For enhver tekst udgøres af sprog – hvad enten det er en mail, en sms, et blogindlæg eller en “om-side” på en hjemmeside. Det kan lyde som en banal kendsgerning, men mange glemmer formentligt dette, når automatskriften sætter ind, og man taster løs – og ord bliver til sætninger, der bliver til afsnit. Og sprog er ikke bare sprog: Sprog betyder “noget”, og hvis man ikke formulerer sig korrekt, når det budskab eller den intention, man har, i værste fald ikke frem til modtageren. Enten pga. mislæsninger eller misforståelser. Det er dit job som afsender at sørge for, at disse mislæsninger eller misforståelser så vidt muligt ikke opstår in the first place – ved netop at formulere dig i et klart og korrekt sprog.
Særligt i begyndelsen af en tekst er det vigtigt, at der ikke er noget at komme efter. Det er hér, du skal fange din læser og få ham eller hende til at læse videre – og det gør du næppe, hvis din indledning ligner noget, der ville få Words stavekontrol op i det røde felt. Dermed ikke sagt, at fejl i resten af din tekst er ligegyldige og gerne må være der. De skal slet ikke være der overhovedet. Men i begyndelsen er de særligt vigtige at få luget ud, fordi det er dér, læseren danner sit førstehåndsindtryk af dig.
De sproglige fejl, der måtte være i en tekst, er måske ikke er nogen, der ligefrem ændrer på forståelsen af teksten. Men de kan ændre på forståelsen af dig som afsender. Et godt og fejlfrit sprog skaber troværdighed – og et dårligt sprog skaber utroværdighed.
7 fejl, der får dig til at se dummere ud, end du er
Og her kommer så min listen med 7 sproglige og grammatiske fejl, jeg typisk støder på i tekster, og mine rettelser heraf. Listen kunne både være kortere og længere, og at det lige er 7 fejl, jeg har valgt at medtage, er derfor en tilfældig afgrænsning. Nogle fejl er efter min mening værre at begå end andre; men jeg har ikke ranglistet dem – rækkefølgen er derfor uden betydning.
1. Nutids-r
De fleste er enige om, at vi fx siger “jeg spiser” og ikke “jeg spise”. Det første eksempel med verbet “spise” er i nutid og er markeret med det såkaldte “nutids-r”. “Spise”, derimod, er infinitivformen – dén udgave af verbet, man finder, når man slår op i en ordbog.
Mange har dog problemer med at lytte sig frem til, om det hedder ‘køre’ eller ‘kører’, “lære” eller “lærer” eller “diskutere” eller “diskuterer” etc. i en given sammenhæng – altså problemer med at bøje verbet i nutid. En huskeregel kan derfor være at erstatte det pågældende verbum med ‘spise’. Hvis du er enig med mig i, at sætningen “jeg spise” ikke giver nogen mening på dansk, kan jeg afsløre, at det heller ikke hedder “jeg køre”, men “jeg kører”.
Eksempel:
Forkert: Jeg køre i bil til og fra arbejde
Korrekt: Jeg kører i bil til og fra arbejde
2. Bøjning
Bøjningsendelser er allerede berørt ovenfor i forbindelse med nutids-r. Fordi (manglende) nutids-r er den fejl, der overskygger alle andre, når vi taler korrekt bøjning, fortjente den dog sit eget afsnit. Men også andre bøjningsendelser kan volde besvær. Det gælder fx spørgsmålet om “-ende” eller “-ene”. Verber får endelsen -ende, og substantiver får endelsen -ene.
Er man stadig i tvivl efter denne skelnen i ordklasser, og kan man ikke lytte sig frem til svaret, kan man prøve at fjerne endelsen -ende eller -ene. Hvis du kan sætte en artikel som ‘en’ eller ‘et’ foran ordet, og sætningen stadig giver mening, er det et substantiv, som derfor skal have endelsen -ene.
Eksempler:
Forkert: Bindende om sårene skal udskiftes jævnligt.
Korrekt: Bindene om sårene skal udskiftes jævnligt.Forkert: Aftalen er bindene.
Korrekt: Aftalen er bindende.
3. Stavning
Dette punkt bygger ikke på nogen konkret grammatisk regel, men er mere en huskeregel i al almindelighed og handler om det, der nok er let at sige, men sværere at lære (fra sig) og udføre i praksis: nemlig at stave korrekt. Her kommer jeg til kort, og jeg kan derfor ikke andet end at opfordre til jævnligt at konsultere en ordbog, hvis du er i tvivl om, hvordan et ord staves korrekt (personligt har jeg nogle gange svært ved at huske, om det hedder “klokkeslet” eller “klokkeslæt”).
Det er bedre at tjekke ordbogen én gang for meget end én gang for lidt (det hedder i øvrigt “klokkeslæt” – har lige tjekket). Du behøver ikke føle dig flov eller dum af den grund. De fleste tekstbehandlingsprogrammer tilbyder også stavekontrol, men vær opmærksom på, at anvendelsen af nogle tekstbehandlingsprogrammer skader mere, end det gavner – fx kender Google Docs ikke til sammensatte substantiver (mere om dem nedenfor), men vil skille ordene ad. Derfor er det vigtigt selv at være på vagt, uanset hvor du skriver – og uanset hvad du skriver.
4. Sammenskrivning af sammensatte substantiver
I modsætning til et sprog som engelsk, hvor toleddede sammensætninger med substantiver ikke sammenskrives, gør vi dette på dansk Det er et grundlæggende princip i dansk retskrivning – som dog ikke overholdes af mange. Nogle er sikkert ikke bevidste om den betydningsforskel, der kan ligge i at skrive et ord sammen eller ej.
Hør selv forskellen, når du læser op: En “fad (“kedelig”) øl” eller en “fadøl” – hvad vil du helst have? (Begge dele er gangbare udtryk på dansk, men jeg vil næsten vædde en øl på, at alle, der beder om en “fad øl”, egentlig mener en “fadøl”).
Forskellen kommer til udtryk, når man læser ordene op: læser man “fad øl” op, udtales ordene med lige stærkt tryk på første og andet ord; læser man derimod “fadøl” op, udtales det første ord (fad) med kraftigere tryk end det andet (øl).
5. Komma
Jeg kunne vælge at lave et helt blogindlæg kun om, hvordan man sætter kommaer (og ikke gør det) – det vælger jeg dog at spare både mig og dig for i denne omgang. For nu vil jeg blot introducere dig for det såkaldte idiotkomma, som du for alt i verden ikke må sætte. Du er jo ikke idiot, vel? For øvrige kommaregler henviser jeg til DSN.
Du kan sikkert godt huske noget med X (subjekt: den eller det, der gør noget) og O (verballed: det, subjektet “gør”) fra folkeskolens dansktimer, og at der skal være et komma mellem to helsætninger (to “sæt” af kryds og bolle)? Som i: “Jeg (X) ved (O), at du (X) har (O) ret”.
Mange generaliserer nu denne regel til en regel om, at man altid skal sætte komma foran “at”. Det skal man ikke (heraf udtrykket “idiotkomma” om et særligt slags forkert placeret komma). Man skal fx aldrig sætte komma foran at før en infinitiv:
Eksempel:
Forkert: Jeg kunne vælge, at lave et helt blogindlæg om, hvordan man sætter kommaer
Korrekt: Jeg kunne vælge at lave et helt blogindlæg kun om, hvordan man sætter kommaer
Det samme gælder kommaer i spørgende ledsætninger (ledsætninger, der indledes af et hv-ord). Du har sandsynligvis lært at sætte kommaer både foran som og der (de såkaldte henførende stedord) og hv-ord. Imidlertid sætter mange fejlagtigt komma både før et som/der og et hv-ord, hvis de optræder i samme sætning. Men ledsætningen starter i nedenstående eksempel med “hvilken” og slutter med “benzinøkonomi”, og der skal derfor kun være komma foran hvilket (bemærk jf. ovenstående, at der da heller ikke er noget verballed (“O”) i den forkerte (led)sætning “hvilken af de to modeller”):
Eksempel:
Forkert: Nu har jeg glemt, hvilken af de to modeller, der har den bedste benzinøkonomi
Korrekt: Nu har jeg glemt, hvilken af de to modeller der har den bedste benzinøkonomi
6. Fordi at / som om at
Jeg har hørt rygter om dansklærere, der stopper deres elever midt i en sætning, hvis de siger “fordi at”. Måske er det lige at groft nok, men anekdoten alene er et meget godt eksempel på, at udtrykket rider folk som en mare. Udtrykket “fordi at” er forkert; “fordi” og “at” er to konjunktioner, og for at indlede en sætning skal man kun bruge én: nemlig fordi. Bare fordi. Det samme gælder udtrykket “som om at”. Husk ligeledes at sætte komma foran “fordi” og “som om” – sætter du det efter, har du blot ladet “at” i “fordi at” været implicit og viser dermed stadigvæk, at du ikke har styr på reglen.
Eksempler:
Forkert: Han forlod selskabet, fordi at han blev sur
Forkert: Han forlod selskabet fordi, at han blev sur
Forkert: Han forlod selskabet fordi, han blev sur
Korrekt: Han forlod selskabet, fordi han blev sur
7. Hans, hendes eller sin
Flere har i daglig tale svært ved at skelne mellem “hans/hendes” og “sin/sit/sine” – og det gælder ikke kun jyderne (som en lidt hånlig fordom lyder). Reglen for, hvornår man bruger hhv. det ene og det andet, er enkel nok: Man bruger “sin/sit/sine”, når man henviser til subjektet i en sætning, og man bruger “hans/hendes”, når man henviser til noget andet end subjektet.
Eksempel:
Han har ansat en ny medarbejder i hans virksomhed.
Bruger du “hans” i denne sætning, har subjektet “han” ansat en ny medarbejder i en anden persons virksomhed – hvilket jo lyder højst besynderligt og nok også knapt så sandfærdigt. Antageligvis er der tale om, at “han” (subjektet i sætningen) har ansat en ny medarbejder i den virksomhed, han selv ejer, hvilket lyder mere rimeligt. I så fald hedder den korrekte sætning:
Han har ansat en medarbejder i sin virksomhed.
Det var dagens dansktime
Jeg håber, jeg har fået dig overbevist om vigtigheden af enten selv at læse korrektur på dine tekster – eller at få nogen til det (det er selvfølgelig en naturlig del af alt indhold, vi langer over disken her i bureauet). Og jeg håber, jeg har gjort dig opmærksom på nogle typiske sproglige faldgruber – måske har du fået genopfrisket noget, du godt vidste i forvejen, eller endda fået nogle aha-oplevelser om noget, du ikke anede noget om. Til sidst vil jeg atter indprente dette budskab hos dig, der sidder og læser dette:
Et godt og fejlfrit sprog skaber troværdighed – og et dårligt sprog skaber utroværdighed.
Kilder:
sproget.dk
Jacobsen og Jørgensen: Håndbog i Nudansk (2014). København: Politikens Forlag.
