Den anden dag sad jeg og gennemlæste feedbacken fra de sidste deltagere på en workshop, jeg havde afholdt om den på samme tid populære (blandt læsere) og frygtede (blandt skribenterne) side: om-siden. Nuuj, hvor jeg både blev glad i låget og en hel del klogere.
Du må altid love mig at få feedback fra dine kunder.
Det gør jeg altid.
Og hver gang bliver jeg bedre til det, jeg gør hver dag: skrive, rådgive og undervise i at skrive.
Den anden dag var ingen undtagelse.
En af deltagerne skrev bl.a. dette i evalueringen til mig:
Det var da dejligt.
Men en anden skrev også:
Jeg ved, hvorfor cases altid virker
Så lad mig bare svare med det samme (du er ikke til eksamen her, vel?).
Fordi cases altid illustrerer en pointe, en teori eller viden helt lavpraktisk og gør det lettere selv at implementere det. Lad mig sige det rent ud af posen: Cases kan gøre implementeringen idiotsikker.
Det er altid lettere sagt end gjort.
Du kan tale her fra og til Bagdad.
Men det er først, når du viser det sagte i aktion, at det absorberes og får værdi for modtageren.
Så hvad tror du, jeg gjorde med materialet til workshoppen?
Igen: Jeg svarer lige for dig. Ligesom for at tage presset af dig.
Jeg tilføjede endnu flere cases.
De fleste cases hidtil var fra tekster, jeg selv har skrevet.
Flere af dem.
Men jeg gik også i gang med at researche på gode om-side-tekster. For der er gode om-side-tekster derude. Også tekster, jeg ikke har skrevet (chok, jeg ved det). Jeg researchede for at se, om der var formuleringer, der enten var knivskarpe og lige efter skolebogen. Min skolebog, for filan. Eller efter formuleringer, der havde potentiale.
Potentiale.
Det var der.
Du får ikke dem alle her.
Det er forbeholdt mine rådgivningskunder.
Men du får én.
Et eksemplarisk eksempel på en case om om-sider
Du får her et eksemplarisk eksempel på en om-side fra virksomheden Comparas lækre website. Compara er et rådgivningsfirma med speciale i tag og facaderenovering.
Sig ikke, at jeg ikke kommer vidt omkring.
Det er vigtigt, at jeg fortæller dig, at Compara gør det rigtig godt med teksten på om-side. De har ikke brug for at deltage i min workshop. Og på resten af sitet er jeg meget imponeret over kvaliteten af deres indhold. Det er faktisk en god pointe at have med. Nemlig den, at der altid kan laves småjusteringer i selv velfungerende tekster.
Her er et udsnit af Comparas om-side
High five til Compara herfra.
Som jeg på ingen måder kender, er sponsoreret af eller har andre økonomiske fordele ved at fremhæve.
Jeg tager her udelukkende fat i overskriften som case.
Alt andet ville kræve en bogs længde.
Du får en smagsprøve. En saftig og kraftfuld én.
Hvorfor overskriften er så vigtig på om-siden – også for Compara
Overskriften er det vigtigste element på din om-side. Punktum.
Fordi overskriften er det første, der møder læseren på en side.
Den er potent.
Og har som det eneste formål at få læseren til at læse videre.
Hvis læseren opgiver at læse videre på grund af en lunken overskrift, så har du skrevet resten af indholdet forgæves. Du har virkelig ikke meget tid at gøre godt med – så giv læseren det allerbedste i din overskrift.
To sindsygt stærke elementer i Comparas overskrift
Den nuværende overskrift “Derfor skal du bruge os” har to gode elementer i sig.
1. Det ene er, at den tricker læserens nysgerrighed. Og nysgerrighed er en kraftfuld størrelse. Du er selv ved at gå ud af dit gode skind i bare iver efter at vide, hvad du får i julegave. Jo, du er. Ellers spol tilbage, til da du var et barn. Eller effekten af, når du tilmelder dig et forløb, et nyhedsbrev eller kursus, fordi du bliver lovet at afsenderen vil afsløre deres egne hemmeligheder. Jeg vil vide det. Det vil du også.
Og læseren bliver nysgerrig, når nogen skriver “Derfor skal du bruge os”.
Sådan er det bare.
Men er det en stærk nok drivkraft og tricker til at læse videre?
Lad os tage det andet stærke element før, jeg svarer på mit tæt på retoriske spørgsmål.
2. Det andet er, at den klart og tydeligt kommer læseren i forkøbet. Læseren tænker nemlig “Hvorfor skal jeg bruge Compara?”. De har endda klikket på “Hvorfor skal du bruge os?” i drop-down-menuen. Og Compara svarer i overskriften “Derfor skal du bruge os”.
Det er altid godt at komme læseren i forkøbet. For at vise læseren, at du ved præcis, hvordan han eller hun har det.
Det føles godt at blive mødt som læser.
Men der er dog alligevel en lille torn i glæden i forhold til dette.
Og det er dette punkt og denne torn, jeg vil tage fat på.
Nu.
Her er mit forslag til en bedre overskrift på Comparas om-side
Compara svarer bare alligevel ikke helt på spørgsmålet “Hvorfor skal jeg bruge Compara?” ved at sige: “Derfor skal du bruge os“. Der er alligevel for mange ubekendte faktorer for læseren.
Læseren mangler stadig svaret.
Det fede er, at svaret kommer i brødteksten nedenunder. Og for den standhaftige og omhyggelige læser vil svaret falde et par sekunder senere. Give tilfredsstillelse og ro i sindet.
For den standhaftige og omhyggelige læser.
Dem er der ikke mange af.
Det er fåtallet.
Og når du skriver, skal du skrive til flertallet. Det er ren købmandskab.
Husk på, at flertallet af læsere på internettet har ikke tid til at være omhyggelige. Det forklarer jeg mere om i dette blogindlæg.
Så her er mit ydmyge forslag til en stærkere overskrift til Comparas om-side-tekst
Og hvorfor mener jeg så, at denne overskrift er bedre?
Lad mig forklare:
1. Overskriften svarer på spørgsmålet “Hvorfor skal jeg bruge Compara?” med det samme. Svaret lyder: Det skal du, fordi du så undgår bekymringer om byggesjusk og ekstraregninger med Comparas hjælp. Læseren er nu afslappet, føler sig mødt og har hurtigt dannet sig en ide om, hvem Compara er.
2. Jeg ved, at jeg i denne overskrift har udeladt nysgerrighedstrickeren. Den er blevet hjemme i stalden. Nysgerrighedstrickeren er god. Men det er ikke altid, at vi skal strø om os med cliffhangers. Nogle gange skal svinet også bare serveres på et sølvfad. Det gør jeg med denne overskrift.
3. Uden at være SEO-ekspert, så kan jeg hurtigt vurdere, at en overskrift med potentielle søgeord står stærkere i en Google-søgning end en overskrift ryddet for potentielle søgeord. Det vil selvfølgelig kræve en mere dybdegående research på nøgleord, som så ville kunne bruges til at forbedre mit forslag endnu mere i forhold til den gode placering på Google.
4. Som du kan se, har jeg været flagrende i underoverskriften. Det sker virkelig sjældent. Og af præcist denne grund har jeg valgt at tage dette eksempel med for at illustrere en pointe. Jeg er i tvivl om, hvorvidt der lige umiddelbart under overskriften skal stå “Derfor skal du bruge os” eller “Om os“.
Først og fremmest skal én af delene være der.
Af hensyn til brugervenligheden.
Det er sådan, at når læseren klikker på et menupunkt (eller et link) skal læseren hurtigst muligt forsikres om, at de er landet på den korrekte side (læs også om bagagerumstesten). Det gør man ved at bruge de samme ord som i menupunktet (eller linket).
Compara har valgt en menu- og drop-down-struktur, der gør, at læseren lander på denne side både ved at klikke på moder-menupunktet “Om os” og ved at klikke på børne-eller drop-down-menupunktet “Hvorfor bruge os?“.
Mit bud er enten at løse denne dobbeltvej ind til om-siden. Eller at vælge den formulering, som stammer fra det menupunkt, der bliver klikket mest på (hvis der er en markant forskel). Igen: Vi skal skrive til flertallet. Det er skrivekøbmandskab.
Det her rækker som case på bloggen i dag
Jeg kunne blive med at gå i dybden med det sproglige og det funktionelle i mit forslag til Comparas overskrift på deres om-side. Men det her rækker som case på bloggen i dag.
Som sagt så kræver det ikke så meget. Og selv den gode tekst – som i Comparas tilfælde – kan altid justeres for at fungere optimalt i forhold til formålet og læserens forventinger.