Automatkaffen står på bordet og sender duften af vigtighed ud i rummet. Storskærmen flimrer og beder om forbindelse. Stolene skraber på klinkegulvet i det store mødelokale, hvor vi skal holde mødet.
Efter noget tid med snak om virksomhedens behov, målgruppe og ønsker til et nyt website siger salgschefen direkte til mig:
“Vi vil gerne have et website, der er så godt, at vi ikke skal bruge penge på det i de næste 20 år.”
Det var dengang, hvor jeg også leverede mit indhold pakket ind i lækkert webdesign i samarbejde med de fedeste samarbejdspartnere (i dag leverer jeg kun indhold – den fede slags).
Og jeg forstod ham godt. Det her var ikke et hipsterreklamebureau, det var en solid og traditionsrig virksomhed i servicebranchen. Og tanken om at budgettere med at holde et website opdateret lå meget fjernt i deres DNA.
20 år er selvfølgelig ekstremt lang tid. Taget internettets historie i betragtning. Men det var, hvad han bad om.
Men om du så bad mig om at levere et website, der kunne stå stille i en tiendedel af den tid, så ville jeg synke kaffen meget langsomt og tage min alvorlige mine på, mens jeg forklarede dig det, jeg vil fortælle dig her.
Han bad mig i bund og grund om at levere en død sild. Det kunne jeg ikke levere. Aldrig i livet. Det vil jeg selvfølgelig ikke kunne stå inde for rent fagligt. Derfor forklarede jeg stille og roligt, hvorfor det ikke var en god ide. Du kan læse mit svar her nedenunder.
NB: I dette blogindlæg holder jeg tungen lige i munden. For din skyld. Jeg har fokus på brugervenlighed og brugeroplevelsen på websitet her. Der er en liste af andre gode grunde til også at have et opdateret og LEVENDE website kørende for dig. SEO er en af de grunde, jeg ikke nævner her i mit blogindlæg. Aktualitet og tilstedeværelse på websitet er et andet argument.
Se.
Det kodyle er, at brugervenlighed, seo og god kommunikation på websitet langt hen ad landevejen går hånd i hånd.
Ja, det er et pisseklamt billede. Men her er jeg nødt til at bruge de midler, jeg har til rådighed, for at skræmme dig tilpas meget. Det er vigtigt. Det er din virksomheds kommunikationsplatform numero uno. Skal din kommunikation se ud og lugte som en død fisk? Njaaarrhhhhaaa….det tror jeg ikke.
Redesign af dit website og hvorfor dit website aldrig må blive den døde sild i spanden
Du får helt sikkert følelsen af, at pengene fosser ud af din bankkonto, når jeg nu siger, at du skal tænke redesign ind i dit markedsføringsbudget. Men det behøver slet ikke at være dyrt.
Der skal som regel ikke de helt store armsving til for at redesigne og opdatere design og layout til at holde trit med brugernes forventning om et toptunet website. Det kræver selvfølgelig, at du fra starten har investeret i en fornuftig løsning hos en professionel webleverandør, der lever i dette århundrede, og som holder øje med tendenserne. Det gentager jeg ikke. Ikke i dette blogindlæg.
Tag det roligt. Dit website skal for alt i verden ikke være firstmover. Men…..
Bare rolig. Det skal du ikke. Altså være firstmover med dit websites design, layout og struktur. Tværtom. Det er ekstremt vigtigt, at dit website følger standarden. Sagde jeg godt nok lige det? Ja, det gjorde jeg. Vi kan hurtigt blive enige om, at du bør have et website af en høj standard. Helst den højeste. Men dit website bør være forudsigelig for læseren med en logisk og forventelig oplevelse. Dine besøgende må med andre ord ikke føle sig utilstrækkelige og på usikker grund på grund af et vovet design og fremme i skoene-struktur. De bliver kede af det og føler sig dumme. Hold dig til standarden. Den høje standard.
Så træk bare vejret. Du skal ikke opfinde den dybe tallerken, når jeg siger, at du skal indtænke redesign af dit website i dit markedsføringsbudget.
HVAD DU SKAL: Du skal sikre dig, at dit website overholder de gældende tendenser for brugervenlighed, farver og layout. På den måde vil dit website aldrig blive en død sild. I spanden. På internettet. Blandt dine konkurrenter. Hold det friskt og sprødt.
Besøgende på dit website forventer det samme, som de oplever andre steder
Du gik måske og troede, at min ambition var at være et skridt foran? At gå forrest og turde sætte trenden. Hååårrhhh….tusind tak. Det er også rigtigt. Konformitet er aldrig at foretrække, når det kan undgås. Men når det kommer til brugervenlighed og online design, så hold dig for guds og englenes skyld inden for de konventioner, der er gældende.
Et af de mennesker, jeg får allermest viden og inspiration fra, er brugervenlighedens sortbæltekæmper, Jakob Nielsen. Han siger bl.a: “users spend most of their time on other websites“.
Og hvorfor betyder det så, at du skal gøre som de andre og overholde de samme designkonventioner, som de andre gør? Jo. Fordi hvis dit website adskiller sig væsentligt i opbygning, struktur og funktion end de andre websites, din bruger har besøgt, så vil dit website være vanskeligt at bruge, og i sidste ende vil brugeren forlade dit website, fordi det var for svært at afkode.
Jeg elsker den udfordring. Det er en svær, men også meget interessant udfordring at designe et lækkert website, der holder sig inden for konventionerne og på den konforme måde viser originalitet i de rammer, der er givet på forhånd.
HVAD DU SKAL: Du skal holde øje med konkurrenterne og de websites, som din målgruppe besøger ofte. Du skal aflure stilen, strukturen, navigationen og sikre, at dit website ikke adskiller sig voldsomt fra denne stil. Men vær sød ikke at tage udgangspunkt i de der websites, som er døde nu. Tjek din branches store blogs og platforme ud. Og sørg for ikke at være bagud.
Hvor ofte du skal arbejde med et redesign af dit website afhænger af mange variabler
Mange variabler. Men hvis du gerne vil have et klart svar, så skal du lige nu, præcist nu, komme igang, hvis du ikke har arbejdet med et redesign af layoutet på dit website de sidste to år. Men der variabler, der kan bestemme, hvor ofte du skal gentænke design, struktur og layout på dit website.
Den allervigtigste faktor er, hvilke skærmstørrelser der er på markedet. Nu siger jeg det til dig. Uden at pakke det ind. Det kan gøre ondt. Men nogen skal sige det til dig. Hvis dit website ikke er mobilvenligt og let at navigere i og bruge på en mobiltelefon, tablet og diverse andre mobile skærme, så er dit website en død sild. Den dødeste.
Jeg plejer at anbefale toilettesten: Kan dit website klare en tur på toilettet? Det afslører en del. Ude på toilettet, altså.
En anden variabel er dit websites samspil med de sociale medier og endnu vigtigere: dine besøgendes brug af de sociale medier i samspil med dit website. Hvordan rejser dit indhold rundt på de sociale medier? Hvilke sociale medier bliver det delt oftest på?
En tredje variabel er din virksomheds udvikling. Sælger du stadig præcist det samme, som du gjorde dengang, du lancerede dit nuværende website? Har du den samme målgruppe som dengang? Hvis du gerne vil markedsføre dig til målgruppe A, nytter det ikke noget, at dit website taler til målgruppe B. Vel? Hvis dit mål var at sælge 1:1-sessioner for tre år siden, men du i dag arbejder mod at sælge workshops, digitale kurser osv. så skal dit website også afspejle det.
Og så er der de gældende webtendenser. Dem, du ikke er herre over. Dem, der dikterer mig til at afvise en kundes ønske om en lodret menu med dropdown i højre side. Dem, der nødvendiggør en dialog om en kundes ønske om at fjerne logoet på en kundes nye website. Fordi jeg ville gøre kunderne her en bjørnetjeneste. Jeg ville ikke agere den professionelle samarbejdspartner, som de har valgt af samme grund. Besøgende på websitet forventer – som jeg også forklarer ovenover – at dit website fungerer som de andre websites, de besøger. Så hold øje med tendenserne. Eller hyr en samarbejdspartner, der kan gøre det for dig.
HVAD DU SKAL: Tag et kig på dit indhold og dit layout. Er det opdateret i forhold til din virksomheds kerneforretning? Kommunikerer du til den målgruppe, du ønsker at arbejde med? Og er der områder på dit website, der er forældede og trænger til at blive opdateret?
Hvorvidt du har brug for et helt nyt layout eller blot små justeringer af dit eksisterende design, kommer an på flere ting
Du kan sammen med dit webbureau eller din webdame/-mand altid arbejde på at justere farver, billeder og layout på dit website løbende. Det er oftest den bedste ide.
Selvfølgelig er der fra tid til anden behov for, at dit website får et helt nyt look. Men du bør ikke lave et 100 % redesign af dit website hvert år eller hvert andet år. Det kan forvirre mere, end det gavner.
Du bør i stedet opdatere dine farver (link, grafik og fonte), udskifte indhold i din sidebar (wp-bruger, du ved, hvad jeg mener), og du bør tjekke websitets opt-ins efter i forhold til farver, grafik og call to actions. Disse få justeringer kan gøre, at dit website er up to date og kan leve videre i skøn forening med resten af internettet og de websites, som dine læsere også besøger.
HVAD DU SKAL: Tjekke op på, om dine farver på fonte og grafik trænger til en kærlig omgang. Kører du stadig pasteltemaet? Har du en pop-up, der ligner noget fra det forrige århundrede? Besøgende er blevet kræsne og kræver, at hvis du (og her skal du tage en dyb indånding og tænke dig godt om) bruger pop-ups, så skal de poppe up og forstyrre læseren på det allermest hensigtsmæssige tidspunkt – overvej, om det fx skal være en slide in (eller om du helt skal lade være). Hold øje med, hvad der foregår derude på de andre sites. Og konsultér din websamarbejdspartner i forhold til tendenser i forhold til fonte, farver, call to actions und so weiter.
Flere tests du kan tage lige nu og her
Jeg er en hund efter tests. Ikke de dumme der på Facebook (altså udover når jeg får sådan lidt lækre, empatiske og imageforstærkende resultater som: du er Platon, du er imødekommende og venlig, du er den sjove veninde).
Jeg har skrevet om en god og simpel brugervenlighedstest på begynderniveau her:
Bagagerumstesten og 6 svar dit website skal give med det samme.