Som virksomhed på Facebook har du sikkert allerede bemærket, at din rækkevidde er langt mindre, end den normalt har været på almindelige statusopdateringer. Det skyldes, at Facebook har ændret i deres algoritme og nu honorerer links delt på Facebook i langt højere grad end likes. Populære artikler, som dine venner deler, vil nu blive prioriteret højere på dit news feed fremfor likes og kommentarer. Sådan groft sagt.
Det har to konsekvenser for dig. Den ene er, at du må smide nogle penge efter dine statusopdateringer, hvis du vil nå langt ud. Den anden konsekvens er, at du nu aldrig som før skal sørge for at skrive knaldhamrende godt og arbejde med dine blogindlæg, så de er deleværdige.
Formår du at skrive et blogindlæg, der bliver delt hyppigt på Facebook, opnår du en større synlighed på Facebook, da det lige præcis er links fra artikler, Facebook prioriterer i deres nye algoritme.
Men én ting er at skrive de her blogindlæg, så dine læsere ikke kan lade være med at dele dem. Noget andet er at sætte dit blogindlæg op, så det rent teknisk er gearet til at blive delt og fremstå attraktivt på Facebook. I dette blogindlæg vil vi fortælle dig, hvad der skal til for at optimere dine billeder på din WordPress-blog til Facebook. Hvis du selv har teknisk snilde og tør arbejde i maskinrummet, så kan du gå i gang med det samme. Ellers kan du med fordel dele dette blogindlæg med din webmand/-kvinde og bede om at få dette optimeret i en hujende fart (hvis ikke det allerede er fikset ).
Sådan optimerer du billederne på dit blogindlæg til Facebook
Når det kommer til Facebook og de tekniske indstillinger, så går vi altid til kilden først – dvs. Facebook. Facebook har lavet masser af rigtig informative vejledninger, som du finder her. På denne liste får du den fulde oversigt over, hvad du skal foretage for at sørge for, at dit website er sat rigtigt op til at blive delt på Facebook. I dette blogindlæg fokuserer vi på de ting, du selv kan gøre lige nu og her for at optimere dine blogindlæg til at blive delt på Facebook.
Giv læseren mulighed for at klikke på både “Synes godt om” og “Del”.
Klikker dine besøgende på “Synes godt om”, vil det blot figurere på deres venners nyhedsvæg, at de synes godt om dit blogindlæg. Så vidt, så godt. Men giver du dine besøgende mulighed for også at klikke på “Del”, vil de kunne tilføje en personlig tekst, fx om hvorfor blogindlægget er godt. Dette er et virkelig effektivt redskab til at få flere besøgende på dit website.
Forestil dig, at din netværkskontakt eller gode veninde deler en artikel på Facebook med en kommentar om, hvad det handler om, og hvorfor hun/han synes, du skal læse det. Der er stor sandsynlighed for, at du læser det – hvis det altså er en person, du anser som værende tillidsvækkende og ikke spammende.
Dine billeder skal have den helt rigtige størrelse og dimension for at blive vist flot på Facebook
Når dit blogindlæg, eller en hvilken som helst side fra dit website, bliver delt på Facebook, så skal du sikre dig, at det tager sig godt ud. Og det gør du ved at sikre dig, at dine billeder har den helt rigtige størrelse og de helt rigtige dimensioner.
Dine billeder, eller grafik for den sags skyld, skal ideelt set være 1200×630 px. Ved at overholde denne dimension på dine billeder på dit blogindlæg vil det preview af dit blogindlæg, som vennerne på Facebook ser, være super flot – og ikke mindst fylde meget mere på nyhedsvæggen. Er dine billeder mindre end dette – eller kvadratiske, vil det ikke opføre sig optimalt inde på Facebook, når det bliver delt.
Nedenfor kan du se to eksempler fra i dag. Det første eksempel er, hvor billedet desværre ikke er optimeret, fordi billedet har været for lille. Det andet eksempel viser, hvordan webredaktøren på Euroman har sikret sig, at billedet i dette blogindlæg har de rette dimensioner og derfor bliver vist på den helt rigtige måde. Du skal med andre ord sikre dig, at dit blogindlæg tjener dig optimalt, når det rejser rundt på Facebook.
Hav kontrol over, hvilke billeder der bliver vist, når det bliver delt på Facebook
Du kan sætte dit WordPress-website op til at fortælle Facebook, hvilket billede du gerne vil have, der bliver vist, når dit blogindlæg eller andre sider bliver delt.
Og det er en rigtig god ide, da du kan have mange billeder og grafik liggende, der ikke har den ideelle størrelse, og som ikke nødvendigvis præsenterer dit indhold på den rigtige måde på Facebook.
Her skal du bruge Open Graph-tags for at sætte det korrekt op. Der er rigtig mange måder at gøre det på – nogle udviklere vælger at kode det selv, mens andre foretrækker at bruge plugins til at sætte indstillingerne korrekt.
Hvis du bruger det SEO-plugin, der hedder WordPress SEO af Yoast, har du mulighed for at hjælpe Facebook på vej til at vælge det korrekte billede.
Open Graph-tags er meget mere, end hvilke billeder du fortæller Facebook, at de skal vise. Men i dette blogindlæg har vi taget udgangspunkt i optimeringen af dit blogindlæg i forhold til billeddelen.