Hvis du stadig er i tvivl om, hvad eksperterne skriver eller taler om, når de nævner ord som sidetitler og metabeskrivelser, så er denne artikel for dig. Velkommen. Hvis du ved, at du burde tage fat på arbejdet med dine metatekster (samlet betegnelse for blandt andet dine sidetitler og metabeskrivelser), men ikke aner præcist hvordan, så også velkommen til dig. Hvis du er SEO-haj, så vil du sikkert ikke lære noget nyt i denne artikel – men du er i den grad velkommen til at læse med uanset niveau.
I denne artikel vil jeg svare på disse spørgsmål på en ikke-teknisk måde:
- Hvad er sidetitler og metabeskrivelser?
- Hvorfor de er så vigtige for din markedsføring?
- Og hvordan du skriver dem (inklusive bunkevis af eksempler undervejs)?
Når du er færdig med artiklen, vil du føle dig mere sikker, når eksperterne slynger om sig med begreber som side titles, title tags, meta descriptions, SERP osv. Du vil være bedre klædt på til enten selv at give dig i kast med dem eller vide præcist, hvad din tekstforfatter taler om, når han eller hun taler om dette (hvis ikke din tekstforfatter nævner det med ord, så send gerne denne artikel med ham eller hende).
Men hvad er sidetitler og metabeskrivelser (og hvorfor skal du tænke på Google som en god netværkskontakt)?
Metatekster, som vi overordnet kalder sidetitler (på engelsk “side title” eller “titel tags”) og metabeskrivelser (på engelsk “meta descriptions” eller “meta tags”), er en naturlig del af vores tekster, når vi leverer dem til vores kunder. Men ofte ved vores kunder slet ikke, hvad det er, eller hvor vigtige de faktisk er i deres samlede markedsføringsindsats (spoiler: de er temmeligt vigtige).
Men først lige en historie om en kvinde ved navn Merethe…
…. Hun stod til mødet og lyttede interesseret i det, Jakob fortalte om sin forretning og den type kunder, han kunne hjælpe. De drak begge kaffe med mælk. Foredraget ville snart starte igen. Pausen var forbi. Hun nåede lige at få hans visitkort, før de gik tilbage til deres pladser.
[25 dage senere…]
Telefonen ringer
Jakob: Hej, det er Jakob.
Person 1: Hej, det er Jette – jeg fik dit telefonnummer af Merethe fra Optimizing Time i Haderslev.
Jakob: Hej Jette, nå ja, jeg kan da godt huske Merethe – vi var til foredrag sammen i Kolding for en lille måneds tid siden. Hvad kan jeg gøre for dig?
Person 1: Ja, lige præcis. Merethe fortalte mig, at jeg skulle kontakte dig, fordi jeg rigtig gerne vil stoppe med at ryge, men har så svært ved det. Det skulle du være god til at hjælpe med, er det korrekt?
Jakob: Det er lige præcis det, jeg hjælper med. Jeg hjælper rygere med at blive og forblive eksrygere, selvom de har forsøgt forgæves et utal af gange før. Men først… lad mig lige høre lidt mere om dine rygevaner, så jeg kan give dig den bedste hjælp….
Merethe var en fantastisk netværkskontakt. Sådan en, man virkelig bare knuselsker. For hun ikke bare lyttede til Jakob, da han fortalte om sin forretning i pausen til foredraget i Kolding – hun leverede også budskabet videre, da hun mødte en, der havde brug for præcis det, Jakob havde fortalt, han kunne hjælpe med.
Google er ligesom Merethe.
Hvis du giver Google de helt rigtige informationer i form af blandt andet velskrevne sidetitler og metabeskrivelser, så vil Google også videregive informationer om dig og din forretning til de rette. Ligesom Merethe gjorde det.
Google er derfor også en fantastisk netværkskontakt. Sådan en, man bare knuselsker. Det kræver bare et gedigent SEO-arbejde at få det maksimale ud af Google.
I denne artikel vil jeg kun fokusere på metateksterne – altså dine metatitler (sidetitler) og metabeskrivelser. Der er naturligvis en overordentligt masse andet SEO-arbejde, der kan gøres, men dine metatekster er i allerhøjeste grad ligesom en netværkssamtale, hvor du klæder en anden på til at kunne være din ambassadør.
Så hvad er metatekster for noget?
Metatekster består af en metatitel (også kaldet sidetitel) og en metabeskrivelse. De har lidt forskellige formål og karakteristika, men overordnet set har de samme formål. Det er de ord, Google serverer for dine potentielle kunder, når de leder efter sådan noget, som du skriver om på dit website.
Din sidetitel og din metabeskrivelse er lige præcis det, Google fortæller om dig, når læsere søger efter sådan en som dig
Dine metatekster er altså det udstillingsvindue, du har på Google, når nogen søger efter enten et emne, en virksomhed eller et produkt (bare for at nævne nogle). Derfor er det vigtigt, at du (eller dit tekstbureau) er opmærksom på denne del. For hvis Google vurderer, at dit indhold vil være relevant for læseren i forhold til den specifikke søgning, vil dit indhold blive præsenteret i rækken af søgeresultater, SERP (mere om SERP længere nede i artiklen).
Det kræver selvfølgelig mere end bare gode metatekster at få en god placering på Google. Dit indhold skal først og fremmest være knivskarpt og relevant for læseren. Det skal være søgeordsoptimeret efter ord eller sætninger, som læserne rent faktisk søger efter.
Metateksterne er en del af dit on page SEO-arbejde og noget, vi naturligvis altid inkluderer i vores arbejde, når vi leverer tekster til vores kunder. Og hvor alt det andet SEO-arbejde er nødvendigt for, at du dukker op i søgeordsresultatet, så er metateksterne afgørende for, hvorvidt læserne vælger at klikke eller ikke at klikke på lige præcis dit link i søgeresultatet på Google. Derfor er det afgørende, at metateksterne er formuleret på en måde, der gør linket attraktivt at klikke på. Metateksterne skal med andre ord sælge et klik for dig.
Dine sidetitler (eller metatitler) slår to fluer med ét smæk
Helt lavpraktisk, så er din metatitel den øverste linje i søgeordsresultatet.
Hvor din metabeskrivelse, som jeg kommer ind på i næste afsnit, kun har ét formål, så har dine sidetitler to formål. Det betyder også, at du har to ting at tage hensyn til, når du formulerer denne tekst på, nemlig ranking og konvertering.
Når Google crawler dit indhold, tjekker den også din sidetitel. Derfor er det vigtigt, at du i denne tekst har indsat dit søgeord – altså det ord eller den sætning, du gerne vil have, at du bliver fundet på med dit indhold i søgeordsresultatet på Google. Det var det ene formål. At give Google de rette informationer. Google leder blandt andet efter din sidetitel, når den crawler din side for at sortere i det indhold, der skal vises.
Derudover skal din sidetitel konvertere læseren fra at være en søgende på Google til at blive en læser på dit website. Du skal med andre ord sælge et klik. Det letteste vil være at bruge din sides titel – altså overskriften – og allerede her tænke metatitlen ind. Der er flere fordele ved denne tilgang, og det kommer jeg til, når jeg kommer med opskriften på den gode metatitel eller sidetitel længere nede i artiklen.
Sidetitlens opgave er altså helt kort både at give Google de rette informationer om indholdet på siden og overbevise læseren om, at de skal klikke på dit link i søgeordsresultatet og ikke på resultatet nedenunder (eller endnu værre: resultatet ovenover).
Din metabeskrivelses opgave er at få læseren hele vejen fra Google og over til dit website
Din metabeskrivelse har modsat din sidetitel ikke så meget at skulle have sagt i forhold til din placering på Google. Direkte. Men indirekte har den alligevel, og derfor bør du stadig skrive stærke metatekster til hver side.
Helt lavpraktisk, så er din metabeskrivelse de to linjers tekst nederst i søgeordsresultatet.
Metabeskrivelsens opgave er at få læseren til at gå hele vejen fra Google og over til dit website. Du skal med andre ord tænke på din metabeskrivelse som en konverteringstekst – eller slet og ret en salgstekst, hvor du sælger indholdet ovre på dit website.
Det er lidt ligesom Merethe, vores gode netværkskontakt, der med de rette ord kan introducere dig til en potentiel kunde med få og gennemtænkte ord – ord, der afgør, om vedkommende vælger at opsøge dig og din forretning.
Unikke metatekster for hver side på dit website (læs: du er nødt til at gøre arbejdet eller få andre til at gøre det for dig)
Metatekster (og her taler vi altså både om sidetitler og metabeskrivelser) er den her helt afgørende lille detalje, der signalerer professionalisme. Men ofte er det noget, der bliver negligeret. For det tager lang tid. Det er nemlig ikke noget, du kan kopiere fra en side til en anden. Alle sider på dit website skal have unikke metatekster.
Lige nu har du garanteret en masse sider, du ikke har skrevet unikke metatekster til.
Gør, som vi gør: Gennemgå indholdet systematisk og få skrevet sidetitler og metabeskrivelser til hver side (og når du alligevel er ved det, så kan du lige så godt få selve indholdet opdateret og finpudset). Det signalerer ikke kun til Google, men også til dine kommende læsere, at det er værd at lægge mærke til dit indhold.
Fremadrettet kan du også gøre det til en vane at få skrevet metatekster, hver gang du skriver nyt indhold – eller få sådan nogle som os til at skrive det for dig (det kan være, du skal bede specifikt om at få skrevet metatekster til dine tekster, hvis din tekstforfatter ikke gør det automatisk).
Jeg har nu fortalt, hvor vigtige dine metatekster er, hvorfor du skal bruge krudt på dem, og ikke mindst: hvilken funktion de spiller i forhold til Google og dig.
Men hvordan skriver vi stærke og professionelle metatekster? Lad os rulle ærmerne op og komme i gang.
Sådan skriver du en stærk sidetitel
Først og fremmest skal du kunne fatte dig i korthed. Det er her, langt de fleste giver op og ikke orker at bruge energi på det. Eller værre endnu: bliver dovne og kedelige. For en tekstforfatter er pladsbegrænsning altid en fantastisk udfordring. Vi elsker at lege med ordene og få et budskab ud via en begrænset mængde ord. Vi har selvfølgelig nogle redskaber og retningslinjer, vi holder os indenfor. Du får nogle af dem her, så du selv kan komme i gang.
#1: Længden på en sidetitel er cirka 50-60 tegn
Her er vi nødt til at være strikse. Og samtidig overlade al magt til Google. Ifølge MOZ er pladsen i skrivende stund (august 2019) på 600px. Det giver skrivemæssigt ikke særligt meget mening. I antal tegn svarer det til cirka 50-60 tegn – vær opmærksom på, at et w fylder mere end et i – derfor er det svært at give et bestemt antal tegn. Men blandt andet Moz anbefaler altså, at man holder sidetitlen inden for 50-60 tegn for at sikre, at Google ikke kapper noget af titlen væk.
#2: Sørg for, at dit søgeord bliver brugt i starten af sidetitlen
Da din sidetitel eller metatitel spiller en rolle i forhold til Google, er det vigtigt, at du sørger for at have dit søgeord med og allerhelst i starten af din titel eller i den første halvdel af titlen. Det gør det mere tydeligt for Google, hvad indholdet handler om.
#3: Din sidetitel og websidens egentlige overskrift må meget gerne matche
Forestil dig, at din læser vælger dit link ude på Googles søgeordsresultatliste, og de lander på en side på dit website, hvor der står noget fuldstændig andet. Det vil skabe forvirring, og i værste fald vil din læser meget hurtigt beslutte sig for, at de må være landet forkert og derfor hellere må vende tilbage til Google for at vælge en af de andre resultater. Der er ingen grund til at forvirre din læser mere end allerhøjst nødvendigt – brugervenlighed er noget, vi arbejder meget med i bureauet, når vi leverer tekster. Hvis du vil have mere viden om det, så læs min artikel om bagagerumstesten her.
Det er altså en god ide, at du indtænker din metatitel, allerede når du formulerer din overskrift til selve teksten på siden (af SEO-mæssige hensyn vil det passe som fod i hose, da dit søgeord uanset hvad bør indgå i starten af både din overskrift og din metatitel).
#4: Brug et aktivt og initiativrigt sprog, der er henvendt direkte til læseren
Der er hård konkurrence om pladsen og opmærksomheden på Google. Og kommer du op på søgeordsresultatet (SERP), så handler det om at skille sig ud og gøre opmærksom på sig selv på en professionel måde. Og det gør du blandt andet ved at formulere dig i et aktivt og initiativrigt sprog henvendt direkte til læseren.
Et aktivt sprog er et sprog, hvor du bruger aktive verber som skabe, lede, søge, udvikle, bære, løfte, tiltrække osv. Det giver tempo og handling i sproget, hvilket vil virke positivt på din læser. Det er ikke altid, det er muligt at bruge et aktivt verbum, men prøv ad.
Et initiativrigt sprog er et sprog, hvor du opfordrer til en handling. Ofte med et verbum i imperativ. De mest oplagte er “Klik her” eller “Læs mere”. Men prøv at være lidt mere kreativ, og brug vendinger som “Guide: Ølbrygning. Læs guiden, og bliv hundredmetermester” eller “Mindfulness for begyndere: Skab ro i dit kaos med denne simple metode”.
Et sprog, der er direkte henvendt til læseren, er et sprog, der er skrevet til én person. Formulér dig altid, som om du skriver til én og ikke til mange. Jeg kan ikke understrege det nok gange. Forestil dig, at det kun er dig og den ene læser, der taler sammen. Skriv så.
Sådan skriver du en forførende metabeskrivelse
Formålet med din metabeskrivelse (der som tidligere vist er den tekst, der ligger under sidetitlen og din webadresse) er i og for sig at skrive et kort resume af den tekst, der er på din webside. Det er selvfølgelig en ret så vanskelig opgave, når pladsen er trang, og budskabet stort.
Samtidig er du ikke sikker på, at Google altid vælger at vise det. Men derfor er det altid en god ide at sørge for at få skrevet en god metabeskrivelse. Den er med til at gøre det endnu mere attraktivt at klikke på linket og hoppe over på din webside. Vi angriber metabeskrivelser på rigtig mange måder – det afhænger i høj grad af, hvad formålet med selve budskabet er. Men først og fremmest er metabeskrivelsens opgave at understøtte sidetitlen og give lige præcis nok information til at få læseren til at foretage en handling – nemlig at klikke.
Vi har samlet nogle af de ting, vi har med i vores arbejde, når vi skriver metabeskrivelser, her:
#1: Længden på en metabeskrivelse er cirka 160 tegn
Hvor Google kun giver dig 55-60 tegn at gøre godt med i sidetitlen, så får du lov til at uddybe dit budskab i metabeskrivelsen, hvor du har hele 160 tegn til rådighed.
#2: Hav altid søgeordet med i metabeskrivelsen
Selvom det strengt taget ikke er nødvendigt at have søgeordet med i metabeskrivelsen – fordi Google kun tager input fra sidetitlen med, når den vurderer dit indholds relevans – er det alligevel en god ide at have dit søgeord med i metabeskrivelsen, da søgeordene bliver markeret som fed i teksten i søgeordsresultatet.
#3: Brug cliffhanger-metoden varsomt
Det er meget lokkende at bruge metabeskrivelsen til at skrive en cliffhanger på 160 tegn. Vi ved det. Men du er bedre end det. Og læserne vil have mere end det, så fald ikke i fælden. Brug i stedet de 160 tegn på at give en smule værdi væk. Fortæl, hvad læseren kan forvente at få ud af sit klik. Og vis læseren lidt af det, der venter dem. Giv lidt væk.
#4: Slut af med et Call to Action, der giver mening for læseren
Sørg for at guide læseren, og fortæl præcis, hvad de kan forvente, og ikke mindst: hvad læseren skal gøre nu. Ofte er det et simpelt “Klik her” eller et “Læs mere her”… men prøv at være lidt mere kreativ end det, eller fortæl som minimum, hvad man får ud af at klikke eller læse mere.
Hvis du har lyst, kan du (gen)se vores webinar om webtekster her, og få viden om de 5 elementer dine webtekster skal indeholde for at tiltrække de helt rigtige kunder til din forretning. Du kan også læse, hvordan du skriver en god SEO-tekst her.
Bliv gode venner med SERP (og lær at skille dig ud fra de andre på listen med de rette ord)
Så nu har du styr på, hvad en metatitel er, og hvad en metabeskrivelse er. Det er dine metatekster på SERP. Det er dine tekster om din tekst på Google. Det er lokkemaden.
Men hvad var det nu, det der SERP var for noget? SERP står for Search Engine Results Page – søgeordsresultatside. Det er på disse sider, at store kampe udspilles mellem SEO-eksperterne hver dag. Det er både her, at du ser betalte resultater og organiske resultater (hvad denne artikel handler om). Konkurrencen er hård på Google, og det betaler sig at få udarbejdet en god SEO-strategi, hvis du går efter at skaffe kunder via trafik fra Google. Vi samarbejder ofte med SEO-eksperter og kan selvfølgelig altid henvise dig til den helt rette efter dit behov og budget.
Men i forhold til SERP er det en god ting at kunne bruge dine ord kreativt og konstruktivt på samme måde. Besøg Google, og søg på ord, der er beslægtede med din forretning. Læg mærke til, hvad de andre bruger, og hvordan deres resultat ser ud på SERP. Det giver en god forudsætning for at kunne gøre det bedre. Det er lige præcis her, du har mulighed for at skille dig ud ved at bruge ord, tegn og formatering, så dit resultat fremstår mere tydeligt og klik-venligt end de andre på søgeordsresultatsiden.
Én ting er at blive vist på side 1 i en Google-søgning. Noget andet er jo at forføre læseren til rent faktisk at klikke på dit link. Derfor er det en god ide at tænke over, hvilke ord du bruger. Og ikke mindst hvordan din kommunikationsstil er. Hvis du bruger humor i din markedsføring, så brug humor i dine metatekster. Hvis empati og følelser er din ting, så vis det allerede i metateksterne – det vil få dig til at skille dig ud fra de andre.
Stol på mig: Der er meget at hente her, og dine konkurrenter har endnu ikke forstået, hvor meget det betyder at skille sig ud rent sprogligt her. Så du er allerede foran på point bare ved at læse med her.
Tjek dine metatekster med et stærkt SERP tool (en af dine nye bedste venner)
Ligegyldigt hvor mange metatekster vi skriver, så tjekker vi vores data og forsøger at forbedre vores evner. Det gør vi blandt andet ved at tjekke, hvordan vores kunders konkurrenters metatekster ser ud (godt råd: det bør du også gøre). Og så skriver vi nogle, der er endnu bedre.
Men vores allerbedste værktøj er dette SERP tool. Altså et onlineredskab, der kan hjælpe dig med at skrive endnu bedre sidetitler og metabeskrivelser. I skrivende stund er vi kæmpe fan af dette CTR tool fra Storybase. CTR står for Click Through Rate – som er det, dette værktøj giver dig en score på – altså hvor højt dine tekster scorer i forhold til de data, de har om, hvad der skal til for at have en høj CTR. Vi kalder det stadig et SERP-tool, fordi det hjælper os til at forbedre vores chancer for synlighed på Googles søgeordsresultatside.
Hvor sætter jeg metateksterne ind henne (i WordPress)?
Og hvordan gør du så? Altså, når du har skrevet dine metatekster. Du har testet dem i et SERP-tool, og du er klar til at lægge dem online. Hvor skal du så sætte dem ind henne? Der er mange måder at gøre det på. Så jeg vil ikke komme ind på dem alle her, men kun vise dig, hvordan du gør, hvis du har dit website kørende i en WordPress-installation. Men så er det også ret simpelt.
- Først og fremmest skal du have et plugin fra Yoast installeret. Det finder du her. Husk at aktivere det.
- Dernæst skal du gå ind på den side, du har skrevet metatekster til, og gå ned i bunden, når du er inde bagved og redigere siden.
- I bunden af redigeringsfladen finder du nu Yoast-indstillingerne, og her indsætter du din sidetitel og din metabeskrivelse (indsæt også gerne dit focus keyphrase – altså dit søgeord -i øverste felt, så vil dette plugin også give dig nogle retningslinjer for, om du er på rette vej – grøn er et godt tegn… orange er ikke så godt… rød er langt fra mål). Du indsætter dem ved bare at klikke på det, der er titlen, og det, der er metabeskrivelsen, så åbner der sig et skrivefelt for dig.
Husk på at måden, du optræder på derude – også på Googles SERP – er markedsføring.
Easy peasy, ikke sandt? Jeg ved da godt, at hvis det her er helt nyt for dig, så kan det virke meget teknisk. Det kan også være, at du egentlig har vidst en lille snas af alt det her, men aldrig rigtig taget det seriøst. Det synes jeg, at du skal. Måden, du optræder på derude – også på Googles SERP – er markedsføring. Så hvis du lige nu er så heldig at dukke op i en søgning, så gælder det altså om at markedsføre dig selv og det klik, du gerne vil have læseren til at foretage. Det kan du gøre med dine metatekster – altså ved at skrive stærke sidetitler og forførende metabeskrivelser. På bonussiden er der også, at du vil have bedre forudsætninger i dit SEO-arbejde, da Google også bruger din sidetitel til at vurdere indholdets relevans i forhold til det givne søgeord. Så gør dig umage.
NB: Alle eksemplerne i artiklen her er enten metatekster skrevet af os til vores kunder eller skrevet af os for eksemplets skyld
Hvis du lige nu sidder med en mindre eller større tekstopgave eller gerne vil i gang med at forbedre dit Content Marketing – og deriblandt dine sidetitler og dine metabeskrivelser, så tøv ikke med at hive fat i os, så vi kan tage et hurtigt møde over telefonen og finde ud af, om vi skal arbejde sammen. Alt, hvad du skal gøre, er at booke en introduktionssnak lige her. Vi glæder os til at tale med dig.