Opdateret 11. august 2023
Inden vi går i gang. Så lad os lige slå en ting fast. Du behøver ikke en kæmpe stor profil med flere hundrede tusinde følgere. Det her virker alligevel. Hvorfor? Fordi godt indhold altid virker. Derfor vil jeg heller ikke smide om mig med algoritmer og sige til dig, at så længe du poster præcist kl. 7:23 onsdag formiddag, så skal det hele nok spille max. For det tror jeg ikke på - det er i hvert fald ikke sådan, jeg har drevet bureauet her i sin tid eller fortsætter med at hjælpe virksomhedsledere og markedsføringsansvarlige som rådgiver med deres markedsføring på LinkedIn.
Men det ændrer ikke på, at der er nogle knapper, du kan skrue på - men altså først, når du har sikret dig, at det, du sender ud, er kvalitetsindhold, som du ved, dine følgere vil sætte pris på.
Godt content trumfer alverdens algoritmer. Hver gang
Vi fokuserer på godt content. “Surprise”, fristes man til at sige. Det gør jeg jo altid. Men i det her blogindlæg vil jeg dele de erfaringer, jeg har samlet mig i min tid som bureauejer og LinkedIn-rådgiver, omkring, hvad der virker for mig og mine kunder på vores LinkedIn - med dig - så du måske selv kan have nytte af de erfaringer, jeg har gjort mig sammen med mit skarpe team. Og så har det da også vist sig - efter at algoritme-støvet har lagt sig - at det gode indhold er altafgørende. For uanset, hvor meget vi pleaser algoritmen, ja, så er det ligemeget, hvis det indhold, vi sender ud ikke er kvalitet og relevant for læseren.
Tekstforfatterens 9 tips til dine LinkedIn-opslag
Det er altså her, det sner. Men det er ikke en salgsautomat, hvor du bare kan hælde en masse indhold ud og distribuere som et andet IKEA-katalog og så forvente, at salget tikker ind, mens du sover.
Det handler i bund og rund om netværk. Især på LinkedIn handler det om netværk. Men det handler ikke bare om at kende alle - og alle de rigtige. Men om at kende dem, der engagerer sig. For det har dine LinkedIn-opslag brug for. Ellers ligger de bare der, som en død sild på land og spræller - uden at nogen rigtig lægger mærke til det - eller dig. Det er ikke meningen. For nu har du jo brugt tid på at lave opdateringen - og du har besluttet dig for, at det, du vil sige, er vedkommende og relevant for din læser. Derfor skal du sørge for, at personen lytter, når du taler. Du får derfor et par generelle tips til dine opslag på Linkedin her.
#1: Sørg for, at dine LinkedIn-opslag er aktuelle. Tag din læser med i øjeblikket
Hvis du følger eller er connectet med mig på LinkedIn, har du måske lagt mærke til, at jeg har ændret lidt kurs. Jeg har nemlig fundet noget, som mit netværk på LinkedIn elsker. Begivenheder. Fejringer. Skulderklap. Og det skal helst ske lige i momentet. Så mit netværk føler, at han eller hun er med mig og bliver inddraget i noget, der sker lige nu og her. Så når jeg har et jubilæum, et foredrag, en kundecase eller noget helt tredje, så ryger det på LinkedIn. Med det vons. Mere om det senere. Selvfølgelig deler jeg også ud af min viden. Men det aktuelle har det med at trumfe alt andet.
Og LinkedIn belønner det. Fordi vores netværk belønner det med likes og kommentarer. Fordi der rent faktisk er noget, han eller hun kan reagere på. Det kan personen ikke, hvis du desperat prøver at sælge noget (eller jo, men kun i det tilfælde, at han eller hun vil købe). Dit netværk vil meget hellere være med til at sige “Godt gået!” eller “Wauw, det lyder spændende! Fortæl mig mere.” På den måde er Linkedin faktisk et mere personligt og socialt medie, end de fleste måske er klar over.
Desuden ved vi, at jo hurtigere der bliver reageret på et LinkedIn-opslag, jo hurtigere opfatter LinkedIn opslaget som vigtigt og relevant - lig med jo flere bliver eksponeret for opslaget i deres feed - lig med endnu flere, der dermed får muligheden for at reagere på opslaget. LinkedIn-cowboyderne kalder det for "The golden hour". Derfor er tidspunktet for, hvornår du poster rigtigt vigtigt. Det betyder bare ikke mere end selve indholdet. Men derfor kan du jo godt overveje, hvornår dine følgere mon har tid til at være på LinkedIn - og dermed tid til at like, kommentere og så videre.
#2: The art of Social Selling: Pas på med at agere Sælger Helge
Du må aldrig give din læser følelsen af, at han eller hun er kommet til at tage telefonen, når der er en telefonsælger i den anden ende. Læseren skal forelske sig i dig. I skal skabe en relation sammen. Hvor du giver ligeså meget, som du får (læs: sælger).
Derfor duer det ikke, hvis du deler ud af din viden og erfaring, men hver gang lige kommer med et indskudt: “Kom og køb.” Din læser gennemskuer dig hurtigere, end du tror, og så stopper han eller hun med at belønne dit ellers gode indhold. Fordi din læser kan mærke, du har en skjult dagsorden.
Det betyder ikke, at du ikke må fortælle din læser, hvordan du kan hjælpe ham eller hende. Men gør det på en måde, der ikke virker anmassende. Vis i stedet, at du ægte bare gerne vil hjælpe. Hvilket jo også er det, du vil. Så skal salget nok komme. Naturligt.
#3: Brug din ekspertviden - tag pladsen og vis, hvad du er god til
Lige på det her punkt skiller LinkedIn sig faktisk ud fra de andre sociale medier (for eksempel Facebook og Instagram). I hvert fald i vores forretning. For på Instagram eller Facebook kan du i højere grad være personlig (misforstå os ikke, dit sprog skal altid udstråle essensen af dig) - men på LinkedIn er det endnu vigtigere, at du italesætter din rolle som ekspert på netop dit område.
Derfor er din læser også ekspert. Og derfor skal du ikke nødvendigvis tale til din læser på LinkedIn, som du ville tale til potentielle kunder. For så rammer du måske skævt. Det gør du i hvert fald, hvis din ideelle kunde slet ikke befinder sig på LinkedIn. For så står du bare der og råber ud i et tomt lokale. Det er både spild af din tid, men det er også ærgerligt, fordi din potentielle kunde aldrig kommer til at lære dig at kende. Til at lære, hvad du kan hjælpe dem med. Derfor skal du bare vide, at nogle gange taler du til nogen, der kender nogen, som måske har brug for dig. Det skal dit sprog udstråle.
Få 3 konkrete idéer til, hvad du kan skrive om på LinkedIn i dag
"Det behøver slet ikke være så svært at skrive stærkt og professionelt indhold til LinkedIn. Du har bare brug for overblik og en "gør-sådan-her-guide". Det får du her."
#4: Skriv og gem LinkedIn-opslag til smalle tider
Vi kan alle sammen blive af ramt af skriveblokade. Eller kreativ krise, som jeg også kalder det (og bliver ramt af med jævne mellemrum). Så ja, også en professionel tekstforfatter som jeg oplever det (selvom vi nogle gange prøver at få dig til at tro andet). Den kreative krise i sig selv er ufarlig. Så længe den ikke afholder dig fra at sende indhold ud. Og her kommer god planlægning og forberedelse ind.
For du kan sagtens undgå situationen, hvor du står med håret i postkassen og tænker: “Hvad dælen skal jeg skrive? Jeg har intet på hjerte.” Det tror jeg nu, altid du har. Sommetider kræver det bare lidt ekstra arbejde at finde det frem. Måske har du ikke tid til at vente på inspirationen rammer. Fordi du har besluttet dig for, at du skal skrive noget i dag kl. 9. Måske har du ikke tid til at gøre en helt masse for, at du finder inspirationen. Så kan du faktisk planlægge dig ud af det.
Helt konkret gør jeg det, at når der sker noget - stort eller småt. Ja, så skribler jeg linjer ned om det og tager et fedt billede. Måske får jeg brug for det, måske ikke. Hvis det giver mening, bruger jeg det som sagt i øjeblikket, hvor det sker. Men hvis ikke, er det altid godt at have lidt på lager til senere. Sådan anbefaler jeg også altid mine kunder at gøre, hvis jeg hjælper dem med deres markedsføring på LinkedIn, så vi har indhold i banken, når vi udarbejder næste måneds redaktionskalender.
Jeg vil anbefale dig at tjekke blogindlægget om planlægning af opslag på LinkedIn ud lige her + blogindlægget om en content marketing kalender lige her.
#5: Ja, du må gerne bruge links på LinkedIn (bare du kender prisen)
Den her er lidt dobbeltsidet. For LinkedIn er bare ikke glad for opslag med eksterne links. Dit opslag vil som udgangspunkt ikke nå ligeså langt ud, hvis du i opslaget linker til et eksternt site (som for eksempel en side på dit website). LinkedIn vil selvfølgelig ikke honorere aktiviteter, der får deres bruger til at forlade deres platform. Når det er sagt, så er LinkedIn en unik platform til at gøre din læser opmærksom på, hvad personen kan finde inde på dit website og til at få ham eller hende derover. Så hvad gør den kloge så? Når alt det gode indhold er ovre på websitet.
Nogle LinkedIn-cowboydere vælger helt at undlade at linke. Det er absolut en mulighed.
Jeg er dog sjældent tilhænger af en enten-eller-løsning. Så selvom jeg vil anbefale dig som udgangspunkt at lave opslag uden links, så vil der vil være situationer, hvor et link er nødvendigt. Og som erfaren content marketer har jeg en forkærlighed for alt det indhold, vi selv ejer og har på vores websites. Det kræver en dans med LinkedIns algoritme og en accept af prisen for at dele et link, når jeg gør det (og anbefaler mine kunder at gøre det).
Tag for eksempel det her blogindlæg (men det gælder for alle blogindlæg her på mit website). Det er blevet delt mange gange på LinkedIn - af mig selv og mit netværk. Og det vil jeg rigtigt gerne have. Fordi der på LinkedIn er lige præcis de mennesker, som jeg gerne vil arbejde sammen med. De mennesker, der kunne have gavn af at læse det indhold, jeg sender ud. Derfor kan et link til dit website være en god idé - når det giver mening, og når du rent faktisk kan give din læser en grund til at hoppe ind og læse videre.
Min anbefaling er, at hvis du har brug for at linke i et opslag, så gør det. Anbefalingerne skifter en smule, men der kan være algoritmemæssige fordele ved at placere linket i den første kommentar i stedet for i selve opslaget. Det vil i følge de seneste anbefalinger ikke skade din rækkevidde lige så meget, som hvis du har et link direkte i opslaget. Se eksempel herunder:
#6: LinkedIn tekst (rene tekstopslag) er vejen frem
Det her er faktisk noget, jeg har afprøvet IRL. Jeg læste i denne artikel skrevet af Scott Ayres fra Agorapulse, at opslag med kun tekst skulle kunne nå længere ud end opslag med tilhørende video eller billeder. Det virker kontraintuivt for de fleste, men desuagtet en konklusion baseret på et validt datagrundlag. Mange af os er opdraget med visuelle sociale medier som Instagram og til dels Facebook, og her har de visuelle blikfang ofte vundet konkurrencen om brugernes adfærd. Men sådan er det ikke nødvendigvis på LinkedIn.
LinkedIn er et anderledes socialt medie, hvad det angår. Og det ser ud til, at de fleste brugere foretrækker opslag, der ikke "larmer", og opslag, der gør dem klogere. Og her er det skrevne ord bare en markant vinder. Igennem tiden har der været mange tricks, der har vundet frem og blevet brugt (ofte misbrugt), fordi det gav mere rækkevidde. Det har blandt andet været LinkedIns carousel posts og LinkedIns document posts. Det ser stadig ud til at give god mening at bruge disse effekter ... hvis du mestrer dem. For ligesom med alt andet, så vinder kvalitetsindhold over alt andet.
Jeg anbefaler, at du med dine LinkedIn-opslag veksler mellem:
- Rene tekstopslag
- Opslag med et billede
- Opslag med flere billeder (carousel posts)
- Opslag med PDF'er (document posts)
- Opslag med video (husk undertekst, så det kan konsumeres lydløst)
Med absolut overvægt af tekstopslagene. Se de visuelle effekter og blikfang som et krydderi til dit LinkedIn-indhold og husk at holde niveauet og kvaliteten højt (hvilket ofte betyder, at du bør samarbejde med en grafisk designer, fotograf, mv.).
Pointen i det her afsnit er ikke, at du nu skal stoppe helt med at bruge videoer og billeder. For det kan også noget. Men pointen er nærmere, at du ikke skal være bange for de rene tekstopslag. Du skal ikke vedhæfte et billede bare for at gøre det. Fordi du tror, billeder = større reach. Du skal gøre det, når det giver mening, og når du synes, det bidrager med noget til det, du vil kommunikere. Du kan sagtens sige det, du vil, udelukkende ved hjælp af dine ord og stadig nå ud til mange modtagere. Og hvis du har brug for billeder og video, så brug det. Det handler nærmere om, at du fra opslag til opslag tager stilling til, hvad der giver mening - og hvad der skal til, for at dit budskab kommer tydeligt igennem.
#7: Bliv gode venner med hashtags og emojis på LinkedIn
Hashtags ka' noget. De fleste kender dem fra Instagram. På LinkedIn kan de også skabe fællesskaber, og flere og flere LinkedIn-brugere følger relevante hashtags i dag. Derfor er de også geniale at bruge, når du gerne vil sikre dig, at de helt rigtige mennesker ser dine opslag. Men brug dem med omtanke. For undersøgelser viser faktisk, at less is more. Derfor er anbefalingen, at du bruger mellem 3 og 5 hashtags (og så skal de selvfølgelig være relevante for dit opslag - sådan at de mennesker, som rent faktisk ser opslaget som følge af hashtaggene, også finder opslaget relevant og belønner med likes, kommentarer og delinger.)
Først og fremmest skal hashtaggene passe til dig - men også din branche. De giver ingenting, hvis de bare er fyld. De skal give mening og have værdi. Fordi hashtaggene skaber trafik fra dem, som følger de hashtags, du bruger. Jeg kan godt afsløre, at #bureaubystorm ikke skaber vanvittigt meget trafik. Det gør #onlinemarketing og #kommunikation derimod. Så brug hashtaggene, når de giver mening, og når de skaber værdi for din forretning. De skal ligesom billederne og videoerne ikke bare være der for at være der. De skal have en opgave. Præcis ligesom dine ord.
Dermed ikke sagt, at du ikke må være kreativ og lave dit eget hashtag. I nogle tilfælde kan det faktisk give rigtig god mening - især hvis du er i proces med at opbygge en form for community.
Og hvordan så med de emojis? 💃🤷♂️ ⭐ Selvom det godt kan føles sådan nogle gange, så er emojis altså ikke forbudt på LinkedIn. Tværtimod. Men. Brug dem med omtanke. Præcis ligesom du gør på dine andre sociale medier. Og pas på med at overdo it. Det kan faktisk have en negativ indvirkning på dit reach, hvis du bruger 10 eller flere emojis i ét post. Men udover det; giv den gas. Emojis kan både skabe blikfang og stemning, og af den grund har de helt sikkert også deres berettigelse på LinkedIn.
Emojis på LinkedIn var blandt andet noget af det, jeg hjalp virksomheden Retio med. Læs, hvad Retio siger om samarbejdet her.
Få 3 konkrete idéer til, hvad du kan skrive om på LinkedIn i dag
"Det behøver slet ikke være så svært at skrive stærkt og professionelt indhold til LinkedIn. Du har bare brug for overblik og en "gør-sådan-her-guide". Det får du her."
#8: “Se mere”-klik skaber involverede læser og mere trafik
I juni 2021 ændrede LinkedIn det maksimale antal af tegn fra 1300 tegn til 3000 tegn. Undersøgelser viser desuden, at den ideelle længde på et LinkedIn opslag er 1200 og 2000 (så det der med at lange tekster er et no go passer altså ikke helt, hvis vi skal tro statistikkerne). Så. Du har de her tegn at gøre godt med. Brug dem. Tag ordet. Og glem alle dem, der nogensinde har sagt til dig, at lange tekster er et no go. Det passer simpelthen ikke. Det har jeg i hvert fald aldrig oplevet. Lange dårlige tekster virker derimod aldrig. Men det samme gør sig altså gældende for dårlige korte tekster.
Derfor anbefaler jeg altid, at du træder frem på scenen i spotlyset. Jeg ved godt, det kan føles grænseoverskridende. Det gør det i den grad også for sådan en introvert typer som mig. Men det betaler sig i sidste ende. Og med tiden bliver det lidt mindre akavet og underligt at stå der til skue for alle og enhver.
Der er også en mere praktisk grund til at du ikke skal begrænse dig og kun skriver to linjer på LinkedIn. Når du skriver mere end 3 linjer, sker der nemlig det magiske, at brugeren skal klikke på “Se mere” for, ja, at se mere. At se det hele. Det belønner LinkedIn faktisk. Fordi den opfatter det som godt og fyldestgørende indhold. På den måde kommer dit opslag ud til endnu flere potentielle kunder. Det kræver en rigtig god start på dit opslag, der lokker læseren til at klikke på "læs mere. Du kan læse mere om, hvordan du skriver en god indledning lige her.
#9: Vær konkret - og hold ikke læseren for meget hen
Ingen kan lide at føle sig udenfor. At føle, der er noget som den anden ikke fortæller. Sådan er det også på de sociale medier. Også på LinkedIn. For selvom du måske tænker, at du gør det for at øge spændingen og interessen, så kan det faktisk have den modsatte effekt på din læser.
Din læser bliver irriteret. For hvorfor fortæller du ikke bare, hvad du ved? Det er ligesom præmissen for al kommunikation. At du er ærlig og deler, hvad du ved. Mange af mine kunder er bange for at dele for meget - så meget, at de ikke kan sælge deres ydelser i deres forretning. Det kan du ikke. Altså dele for meget. For ingen kan det, du kan. På den måde, du kan det. De kan prøve at kopiere dig, men det vil ikke lykkes dem. Så del du bare ud af al din viden. Det bliver nemlig belønnet.
Husk, hvem din målgruppe er på LinkedIn
Hvis der er en ting, jeg altid får spørgsmål om, når det kommer til LinkedIn, så er det det her med målgruppen. Det er nemlig ikke de samme mennesker, der er på LinkedIn, som på alle de andre sociale medier. Eller. Det kan godt være, de samme mennesker er på både Instagram Facebook og LinkedIn. Men. Deres grund til at være der varierer. Der er det vigtigt at være helt særligt opmærksom på din målgruppe, når du agerer på LinkedIn.
Og husk så på, at engagement skaber engagement. Med andre ord: Du kan ikke forvente, at dine følgere liker, deler og kommenterer dine opslag, hvis ikke du gør det samme. Hvis du selv er aktiv på LinkedIn, vil det også påvirke, hvor langt dine opslag når ud, positivt.
Brug for mere inspiration, viden og hjælp til dine LinkedIn-opslag?
Hvis du har brug for mere inspiration, viden og hjælp til dine LinkedIn-opslag vil jeg anbefale dig at tjekke nogle af disse ressourcer ud:
- Overveje en personlig og skræddersyet LinkedIn-workshop med os, hvor vi klæder dig på til at kunne navigere professionelt og selvsikkert på LinkedIn. Læs mere om en personlig LinkedIn-workshop lige her.
- Se eller gense LinkedIn-webinaret: Fra koldt til varmt lead med stærkt LinkedIn-indhold. Få adgang til vores LinkedIn-webinar lige her.
- Eller er det måske på tide at uddelegere opgaven med at skrive og sende stærkt indhold på LinkedIn, så du kan vinge det af og bruge tiden på noget i din Zone of Genious? Læs mere om vores hjælp til markedsføring på LinkedIn her.