Lad mig sætte scenen. Du er i gang med at skrive en tekst til din egen markedsføring. Og nu skal du vælge i mellem *trommehvirvel* …
#1 Susanne har 20 års erfaring som familieterapeut, og hun hjælper familier med at finde melodien igen.
#2 Jeg har 20 års erfaring som familieterapeut, og jeg vil så gerne hjælpe familier med at finde melodien igen.
Jeg ville vælge nummer 2 uden at blinke. Hvorfor fortæller jeg dig i blogindlægget her.
Det her blogindlæg er nemlig dedikeret små ord med en stor betydning.
Jeg fortæller dig blandt andet om …
- hvorfor du skal lade din modtager mærke dig og din virksomhed gennem dit sprog.
- hvad forskellen er på at være privat og personlig.
- hvordan du kan bruge jeg-form til at vise din målgruppe, at du er en ekspert.
- hvorfor 3. person ental kan få det til at ligne, at du skjuler noget for din læser.
- hvilken side du især skal huske at bruge jeg-form på.
Og så giver jeg dig et eksempel på en tekst, vi har skrevet for en af vores kunder – hvor sproget blev brugt til at skabe nærhed og tillid.
Først lidt grammatiske armstrækninger,
inden vi går i gang …
Bare rolig. Det bliver meget få. Og det er kun, så vi taler samme sprog.
Men kort sagt er det, du skal vide, inden du læser videre følgende:
Jeg-form – også kaldet 1. person ental – er, når vi skriver “jeg”, “mig”, “min” … you get the idea. I flertal svarer det til “vi” og “vores”.
3. person ental (det, vi regner for modstykket til jeg-form) er, når du skriver “hun/han”, “hendes/hans” – om dig selv vel og mærke. I flertal svarer det til “de”.
Du er nødt til at lade din læser mærke dig og din virksomhed som afsender (selvom det kan føles meget tæt på)
Gode tekster – sådan rigtig gode tekster – kommer helt ind under huden på modtageren. De kommer så tæt på, at det føles, som om afsenderen står lige foran dig.
Derfor er du nødt til at skrive “jeg”. Ellers bliver det lidt skizofrent kan du godt se. Hvis vi to står og har en samtale, og du omtaler dig selv som “han/hun”.
Men hvis det nærmest giver sig selv, at jeg-form er the way to go, hvorfor er der så overhovedet nogen nogensinde, der har brugt 3. person ental (i markedsføring vel og mærke)?
Mit bud er, at det er, fordi jeg-form godt kan føles lidt grænseoverskridende. For når du skriver i jeg-form, sætter du også dig selv på spil. Du har ingen distance til teksten (eller din modtager) – du har noget på spil. Og. Det er positivt, men det kan også føles farligt.
For hvad nu, hvis de ikke kan lide det, du skriver; hvis de er uenige? Så er skydeskiven på din ryg meget mere tydelig, når du bruger jeg-form. Præcis. Og det er det, der gør hele forskellen. At du sætter dig selv i spil som afsender.
En fortæller i 3. person i ental bliver også kaldet “Den observerende fortæller eller fluen på væggen”. Det siger ligesom det hele, ik? Du skal ikke være en flue på væggen i din egen forretning. Du er nødt til at tage ansvar for dine ord for at vække tillid hos dine potentielle kunder.
Der er forskel på at være privat og personlig
Vi er så sindssygt bange for at blive for personlige, når vi kommunikerer med vores kunder. Hvorfor? Måske fordi vi forveksler det at være personlig med at være privat.
For ja, du og jeg kan sagtens blive enige om, at din potentielle kunde nok ikke er interesseret i at høre om hverken din kat, dine børn eller andet i den dur.
Men de vil gerne mærke dig personligt. For når du er personlig, er du også ægte, stærk og modig. Og det vækker i den grad tillid hos dem, du skal hjælpe.
Når du skriver “jeg”, viser du din modtager, at du er eksperten
Og nogle gange er det faktisk lige, hvad din potentielle kunde har brug for. Én, der tager dem i hånden, og siger “Jeg har dig”.
Og hvis du er bange for at stikke næsen for langt frem (hej Jantelov), så hold fast i, at du har 100 % styr på dit shit. Og at du rent faktisk kan hjælpe dine kunder. De har brug for dig. Det ville være tarveligt, hvis du ikke rakte hånden ud til dem.
Du er nødt til at tro på, at du er den bedste (ja, ja, du er her stadig Jantelov). For hvis du ikke selv tror på det, hvordan skal dine potentielle kunder så kunne?
Få flere tips og tricks til tekst på hjemmeside i blogindlægget her.
Hvis du skriver i 3. person ental, kan det virke, som om du skjuler noget
En tekst, der er sovset ind i “hun/han”, “hendes/hans” og navne, er for det første ikke personlig. Men endnu værre: Den er heller ikke troværdig. Fordi din læser kan få en følelse af, at der er noget, du forsøger at skjule ved at skrive om dig selv i 3. person (også selvom det slet ikke er tilfældet).
Mennesker handler med mennesker. Og hvis du ikke træder op på ølkassen og selv taler til dine kunder, føler de ikke, at de handler med DIG. Og det er dét, du skal bruge. Du skal vise dem, hvorfor du ikke er som alle de andre. Hvorfor de skal vælge dig og din virksomhed.
Du skal vække deres tillid og tage mikrofonen og fortælle dem “det her – det står jeg fandme ved – for det har jeg styr på.”
På din om-side er du nødt til at bruge jeg-form
Det siger næsten sig selv. Den handler jo om dig (og faktisk også om dine kunder, men mere om det en anden dag). Derfor er det også dig og din virksomhed, der skal tale på den – og ikke en eller anden fiktiv fortællertype, som ingen rigtig kan finde ud af, hvem er.
Din om-side er så sindssygt vigtigt. Derfor er det ekstra vigtigt, at du her står tydeligt frem som afsender. Når en potentiel kunde besøger din om-side, kan det være, fordi de lige skal finde ud af, om du er den rigtige for dem. Du ved; lige mærke godt efter.
Hvis du skriver “hun/han” om dig selv, bliver det pænt svært at mærke noget som helst. For du er ikke til stede i teksten. Det er lidt, som om du har fået nogen til at fortælle om dig og din virksomhed – fordi du ikke selv tør.
Derfor: Skriv selv teksterne om dig og din virksomhed som dig selv (lad være med at prøve at være en anden).
Hvis det her er noget, som du synes, er for svært og uoverskueligt, så kan du for eksempel hive fat i en tekstforfatter.
Her er et eksempel på en tekst, vi har skrevet for en af vores kunder
Teksten er skrevet for vores kunde Cocina, der leverer kantineordninger til danske arbejdspladser. Og hvor corny det end lyder, så er virksomheders kantineordning altså en tillidssag.
Hvis der ikke er styr på kantinen … Ragnarok.
Derfor skulle Cocinas tekster vise, hvem indehaverne, Thomas og Anita, er – for wauw, hvor er de nogle inspirerende og hårdtarbejdende mennesker med styr på deres ting. Præcis sådan nogle, man gerne vil give ansvaret for noget så vigtigt som ens frokost.
Du kan se et udsnit af deres nye om-side her:
Her står der selvfølgelig “vi” i stedet for “jeg”, fordi Cocina er både Thomas og Anita. Pointen er den samme. Det er bare 1. person flertal i stedet for ental.
For “vi” skaber en nærhed og en tillid – præcis ligesom hvis du stod ansigt til ansigt med Anita og Thomas. De små ord betyder mere, end man skulle tro.
“Det er os, der tager telefonen, når du ringer”
Yes, sådan nogle vil jeg gerne arbejde sammen med. Sådan nogle man kan regne med, og altid få fat i, hvis lokummet brænder – sådan nogle, der ikke bare stikker hovedet i sandet, hvis der er problemer.
Men … er det virkelig aldrig ok at skrive i 3. person ental?
Jo (men det er virkelig sjældent, vi anbefaler dig at gøre det), der er nogle genrer, hvor det ville være at bryde med genrekonventionerne at bruge jeg-form.
Et eksempel kunne være bagsideteksten på en bog. Men jeg-formen er ikke det eneste værktøj, du har til rådighed, når du skal skabe nærhed til din læser. Du kan også tale direkte til din læser ved at bruge “du” – den ser læseren sprogligt i øjnene, så kontakten forbliver til trods for, at der ikke bliver brugt jeg-form.